Er det færøske folkefærd nogle ” Luksus dyr ”

Skrevet af:
Solveig Ryggshamar, Heidi Joensen, Eyðvør Müller og Rebekka Vestergaard MV06NF

Så skulle vi færøske studerende fra Danner Seminariet på en kulturrejse, hvor destinationen var Danmark og Italien.

Kultur er den komplekse helhed, der består af viden, trosretninger, kunst,moral, ret og sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder, vaner et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund. (Edvard Tyler)


Efter den turbulente flyvetur til det danske lavland, sætter vi benene på den kongelige jord, den kongelige jord hvorfra vi færinger altid har fået vores ”supply ” fra. Vi hungrer efter at få fingrene i det billige tøj

(Tøj og Sko, Bilka, Hennes og Mauritz, Fakta osv., på Færøerne er alt ca. 50% dyrere). Vi plejer kun at være tilskuere, da vi ser reklamerne på tv skærmen, men nu var det virkeligt sandt, vi var på live.

Vi snuser al atmosfæren ind gennem vores rene næsebor, fordi lugten af mad er alle vegne. Vores hjemland Færøerne er lige blevet valgt som nr. et af 111 øsamfund i verden, hvor turister helst vil rejse til. Det viser en undersøgelse fra National Geographic, om hvilken lande der har de reneste miljø, se Sosialurin.nr.209. (derfor den rene næse)

Vi har gennem Danmark fået stor del af vores kultur, Dronningen, vores sprog ligner også meget det danske. Men Færøerne ligger som vi ved langt fra Danmark, og flyveturen tager 2 timer, det samme som fra Danmark til Italien.
Efter to dage på Hilton hotel i København, er vi klare til at rejse videre til Italien. Vi skal være i Firenze 4 dage på hotel, hvor vi skal høre om den Italienske pædagogik Reggio Emilia. Vi skal også se os rundt i den italienske kultur by, hvor den tredje største domkirke i verden ligger. Domkirken med den udsædvanlige kuppel, Brunelleschis fantastiske kuppel som ingen kan gøre ham efter.

Den Færøske kultur viser sig.
Det første der møder os i Italien er den enorme kulde, "nej" det kan ikke passe,
vi har bare sommer tøj med, nå lige meget, det bliver nok bedre i løbet af dagen. (vi finder ud af det )
Vi glæder os til at komme ind i vores værelser og lægge os under en dejlig tyk dyne, hvornår får vi den dejlige dyne at se?? Langt om længe får vi nøglen. Nej hvad er nu det? et lagen til dyne, det må være en misforståelse? Men nej, det er det ikke. Heller ikke får vi lov til at åbne for varmen? (Vi fryser, vikingerne fra Nord Atlanten, opvokset i den barske natur.) Den første nat sov vi med tøj på og fik ekstra tæpper. Så blev det varmere.

Tilladelse til det ene og det andet !
Vi klagede over kulden på hotellet, vi kunne ikke holde varmen. Vi fik at vide, at skulle der varme på, skulle hotellet få skriftlig tilladelse fra selve borgmesteren. Det blev gjort og sådan fik vi varmen.
Nej altså, det syntes vi var underligt, sikken anderledes kultur de havde her.
Da vi skulle ud at se Firenze by, fortalte guiden os, at man skulle have tilladelse til at køre i byen, hvis man ikke boede der. Det var nogle gange hurtigere at komme frem til fods, for der var for mange biler på vejen.

Er Italienske mænd anderledes !
Efter en tur i byen føler man sig som en genstand i et udstillings vindue. Mandfolkene i butikkerne bliver påtrængende, smigrer, flirter og det fremkalder også en vis angst hos os kvindfolk. Det er virkeligt anderledes, man bliver hivet ind fra gaden for at passe tøj, du står bare
der, ude af stand til at sige noget, de kan bare det der, de Italienske mænd. Man bliver klædt på, den ene jakke efter den anden, samtidig med at du får at vide, hvor smukke øjne du har.

En aften blev vi forfulgt af nogle fyre , som vi blev lidt bange for, vi måtte ryste dem af, ved at løbe ind i en butik og vente der, endelig turde vi begive os hjemad.
På hotellet og på resturanter fik vi dejlige smil og gratis drinks af tjenere og hotelejeren. Der følte vi os som primadonnaer.

Efter flere stikpiller fra vores danske medrejsende, om vores store pengeforbrug, blev vi klare over vores forskelle. Er vi rigere end danskere? Eller Prioriterer vi bare vores penge anderledes?
Er vi nogle luksusdyr med luksusproblemer?, som ønsker at bevæge os frit ude på gaden?, tænde for varmen når vi er kolde?, eller køre en tur i byen hvis vi ønsker det?

Måske er det den færøske habitus? Det Bourdieu vil udtrykke med sit habitus begreb , er, at vi gennem vores opvækst opbygger ” noget ”, som er resultatet af vores mange forskellige erfaringer, og som styrer vores handlinger, uden at vi er det bevidst. Dette” noget” kalder Bourdieu for habitus. (Jerlang, Espen og Jesper, Socialisering og habitus s.372, 2 udgave)

"Turen går til Emilia"

Artikkel skrevet af: Gudny, Kristina og Randi

En børnehave i Firenze

Den 21/10 var vi 11 færøeske pædagogstuderende som tog på studierejse til Firenze i nord Italien, med os var også 14 danske pædagogstuderende og to danske lærere ialt 27 mennesker, netskolen som vi er tilknyttet er Jægerpris pædagogseminarie.
Vi 11 færøeske piger havde hørt om Reggio Emikia pædagogikken fra vores lærer også havde vi læst en del.
Derefter blev vi meget nysgerrige til selv at opleve Italien, da skolen så kom med tilbudet om studierejse til Firenze var vi med det samme med på ideen. Da dette er en enestående oplevelse Der kun sker en gang i livet, ville vi ikke lade dette tilbud gå forbi os. Reggio Emelia er en pædagogisk filosofiudvikling. Efter andens verdenskrig var der nogle indbyggere i Reggio Emilia som mente at børneopdragelse skulle indpodes allerede i opdragelsen. Pædagogikken i børneopdragelse er “ at miljøet er en ekstra pædagog” Så der er ikke meningen at vi skal kopiere den Italienske pædagogik men bruge de resurccer der er omkring os. Loris Malaguzzi skrev i 1993 Alle børn har bedfødte egenskaber og et potientale af enestående rigdom, kraft og kreativitet, som ikke må underkastes eller svigtes, og skulle der ske, er der rissiko for varig lidelse og forarmelse”

Dokumentation
Dokumentationsarbejde er en meget vigtig del af Reggio Emilia pædagogiske filosofi, at få pædagogerne at iværksæte et protjektarbejde. Dokumentation skal give mulighed for at give genveje og i bakspejlet “strække tiden” så der kan studeres og analyseres. Dette for at give børn , forældre, personale mulighed for at reflekere og endnu en tilgang dialog mellem børn, forældre og personale. Således at synliggøres børnenes arbejde, især over for dem selv, men også for deres familier. Børnene skal arbejde med det de synes er intrisant og vælge det de synes er intrisant.
D I B er en teori der er kommet ud af den pædagogik i fra Reggio Emilia. Den pædagogiske holdning i D I B er at børnene lærer af lyst og interesse, børnene skal mærke med hænderne hvad det er de laver, der skal være en dialog om det de laver, de skal følge hele projektet fra begyndelsen til slutningen.
Noget af det Kristina vores Italienske rejseleder fortalte os. Om morgenen sidder børnene om rundkreds, før noget sker, vi sidder og snakker, det giver tryghed, trygge børn er kreative ikke utrygge børn.
Når barnet ser på et kunstværk er de ikke passivt, men stiller spørgsmål til sig selv og til omverden, søger oplysninger, tænker over det, de forsøger at forstå, stiller sig kritisk overfor det, giver sin egen bedømmelse.
Det er vigtigt at børnene, ved hvem har lavet kunstværket, ved hans historie, og man snakker om det de ser på kunstværket, den måde er nødvendig om der skal være mulighed at forstå kunstværket. Vi prøver så vidt det er mulig at lade børnene arbejde med det kunststof de har sæt på udstillingen. Derefter lader vi børnene præsenter kunstværket frem for deres forældre og personalet i børnehaven, og andre der kommer forbi. På den måde lærer børnene at præsentere.

Engang lavede de en tegning af en mand med en meget lang hals, da gik de rundt hvor at se hvordan deres udseende så ud, om de havde en lang eller kort hals, hvordan deres næse var, om de også havde udstående ører, på den måde opdagede de deres krop.
Vi besøgte en børnehave med to stuer, de var opdelt således, i den ene stue de treårige og den anden de fireårige, der var også en vuggestue, men den besøgt vi ikke, vi var for mange fremmende mennesker, og det gjorde børnene utrygge. Det som undredes os meget var, hvor stille der var på institutionen, de sad fem seks syv børn rundt om et bord, og arbejdet med at tegne, bygge legekloster, nogen havde noget ler i hånden. Ved et af bordene rev de papir i stykker og havde hver deres krukke i hånden. Alle dem som sad ved det samme bord lavede det samme. De havde meget lidt legetøj inde på stuerne, det var mere det kreative og fantasien pædagogerne satsede på, hvad kunne de finde på ud af så lidt som muligt.

Børnene fik varm mad hver dag, den kom færdiglavet udefra. Her kan vi spørge os selv, om det ikke måtte være godt for børnene at være med i det arbejde det er at lave mad? Og savner forældrene ikke at spise varm mad sammen med børnene om aftenen? Alt har sin kultur, den her var måske deres. Det var mange ting vi kunne undres over, som ofte positiv. Det at de fik varm mad, tænkte vi, hvorfor mon de gøre på den her måde?
Alt inde i børnehaven var i børnehøjde, som her sengene hvor de mindste sover i.
Børnehavepladsen er gratis, da politikkerne mener at alle børn skal have samme ret til at gå i børnehave. Vuggestueplads er ikke gratis, og denne pris er nogenlunde det samme som i Danmark og på Færøerne.

”Et spørgsmål til os”
En pædagog til 25 børn, hvordan kan det lade sig gøre, de arbejde fra kl. 7.30- 17.30 den ene arbejde fra om morgenen til kl. 2. Den anden fra kl. 11 til de lukkede. Midt på dagen overlappede de så mens middagen stod på, da var de di to i to timer. I vuggestuen var de to pædagoger til 14 børn, hele tiden. De havde en hjælpere som gik i mellem børnehavestuerne og vuggestuen, så han havde ikke nogen af stuerne som fast tilknytning, hjælperen skulle ikke deltage i arbejdet med børnene, men hjælpe til med det praktiske. I Italien er der kun pædagogen som deltager i arbejdet med børnene, og ikke det som vi kender, ”flere ufaglærte medarbejdere”
Hilsen
Gudny, Kristina og Randi
Kilde: ”Turen går til Emilia”
Modulopgave. 8
Foto og tekst fra vores egen oplevelse

Sansevæg og neuropædagogik

Skrevet af: Emi Joensen, Bjørg Rasmussen, Sólbjørg Fríheim og Diana Jensen, MV06NF, Danner Seminariet.

Kulturmøde
September 2007
Modul 10

Hvad skal vi dog vælge! Det vi kom til var at høre om en døgninstitution for udviklingshæmmede, som arbejdede med neuropædagogik, det i sig selv var meget interessant, men på vej ind til værkstedet, som lå ved siden af, mødte vi i gangen en sansevæg, som vi alle fire pædagogstuderende faldt pladask for.

Det var i uge 38 at vi var på studietur i Danmark, vi havde mulighed for at besøge nogle institutioner og der iblandt var der en døgninstitution, som vi syntes så meget spændende ud, det var institutionen Lunden som er en døgninstitution for voksne udviklingshæmmede, hvor man arbejder med neuropædagogik.
Institutionen lå nogle kilometer fra skolen, så vi kørte derhen i vores udlejningsbil. Da vi ankom, blev vi modtaget af to pædagoger, som skulle vise os rundt og som skulle forklare os om neuropædagogik, de var godt forberedte.

Sanser: de fysiologiske reaktioner, hvormed vi fornemmer omverdenen. Fra gammel tid har man tilskrevet mennesket fem sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Senere tider har imidlertid vist, at vort sanseapparat er meget rigere udviklet.



Mennesket har således en dybdefølsomhed, der bl.a. omfatter ligevægtssansen og stillingssansen. En af de "gamle" sanser, følesansen, registrerer ikke blot tryk og berøring, men også smerte, varme og kulde. De enkelte sanser er knyttet til specielle anatomiske strukturer [1]


Fakta om neuropædagogik

Neuropædagogik er en special-pædagogisk indfaldsvinkel, der tager sit afsæt i en analyse, der fremstiller hjernens intakte funktioner og fejlfunktioner (dysfunktioner), og på den baggrund anlægger et pædagogisk tiltag, der kompenserer for dysfunktionerne og trækker på - samt søger udvikling ved hjælp af de intakte
funktioner.
Neuropædagogik bruges, når der er tale om psykologiske dysfunktioner, der skyldes neurologiske dysfunktioner (hjerneskader). Dette forhold er uden undtagelse tilfældet hos alle, der er diagnosticeret som udviklingshæmmede.
Målet med neuropædagogikken er at den hjerneskadede (udviklingshæmmede) kommer til at leve under omstændigheder (miljø, opgaver, kommunikation m.v.) der står i forhold til de ressourcer, den pågældende er i besiddelse af samt får mulighed for at udvikle og udnytte ressourcerne = vækst-og handlingsmål[2]


Vi kom ud igen og var spækket med ny information om neuropædagogik, det havde været et super godt besøg. Som dagene gik og vi fik snakket sammen omkring besøget, fandt vi ud af at sansevæggen havde gjort et stort indryk på os alle fire. Det som var fantastisk med netop denne væg, var at den var lavet af forskellige brugsting og at den lå i gangen som er tilgængelig for alle. Vi blev draget til den uden at vi i dag kan sige hvorfor, den var helt fantastisk og dog så enkel.

Vores konklusion på sådan et institutions besøg er, at man aldrig ved hvad man møder, vi havde i forvejen “kun“ tænkt at det ville være de neuropædagogiske arbejdsmetoder som ville optage os, men det var sansevæggen, som fangede vores opmærksomhed og blev diskussionen til denne artikel. Så kulturmøde, ja det har det i allerhøjeste grad været for os.

[1] Lademann Leksikon
[2] http://www.bakkedal.dk/artikler/neuro.htm

Vi kom ud igen og var spækket med ny information om neuropædagogik, det havde været et super godt besøg. Som dagene gik og vi fik snakket sammen omkring besøget, fandt vi ud af at sansevæggen havde gjort et stort indryk på os alle fire. Det som var fantastisk med netop denne væg, var at den var lavet af forskellige brugsting og at den lå i gangen som er tilgængelig for alle. Vi blev draget til den uden at vi i dag kan sige hvorfor, den var helt fantastisk og dog så enkel.



Vores konklusion på sådan et institutions besøg er, at man aldrig ved hvad man møder, vi havde i forvejen “kun“ tænkt at det ville være de neuropædagogiske arbejdsmetoder som ville optage os, men det var sansevæggen, som fangede vores opmærksomhed og blev diskussionen til denne artikel. Så kulturmøde, ja det har det i allerhøjeste grad været for os.

Cafémusikken her og der

Skrevet af Heidi, Petrina & Matilda, Net studerene på Danner.

Det som tilsyneladende skulle være en hyggelig og afslappende afslutning på vores hektiske studierejse levede ikke helt op til vores forventninger.

Efter en meget interessant og hektisk studie uge på Danner og helt fyldt op med nye indtryk, var vi endelig på vej ind til København. Her skulle vi 42 net studerende samt 2 lærere besøge Arbejdermuseet for til sidst at afslutte med et hyggeligt måltid på A Fair i det indre København, inden vi skulle til at vende næsen hjemad til Færøerne igen.

Beslutningen var på forhånd taget, om at vi ikke skulle køre helt ind til København, men hellere parkere bilen udenfor storbyen, og så tage en taxa det sidste stykke vej ind i al den hektiske trafik i centrum. Men da vi var flere biler, der fulgtes ud fra Jægerspris området, besluttede vi i sidste øjeblik, midt i en rundkørsel, at følge de andre og køre i stedet helt ind til byens hjerte. Vi har tænkt bagefter på hvor meget denne pludselige ombestemmelse ligner den typiske færing. Færøerne er kendt ude i verden som The land of maybe.
Men sådan er det hos os her på Færøerne, man er simpelthen nødt til altid at have en plan B klar, hvis nu plan A skulle mislykkes. Dette skyldes nok hovedsageligt vores omskiftelige vejr, som så smitter af på vores habitus. Dette har nok også noget at gøre med at Færinger er kendte for at være fleksible, og er dette en af vores kulturelle kapitaler, som Jerlangerne citerer Bourdieus forklaring for i socialisering og habitus, s 383.
Selve kørslen blev lidt hektisk, da vi til tider kom til at køre over rødt og skifte bane i upassende tidspunkt, for at kunne følge de andre biler. Lidt dyt fra venstre og højre måtte vi vænne os til, men med lidt held og Guds hjælp nåede vi parkeringspladsen.


Lettet over at have parkeret bilen blev vi igen påmindet, af en meget flink dansker, om at i Danmark betaler vi for parkering, hvilket vi på Færøerne ikke gør, det fik vi så også lidt tid at gå med.

Arbejdermuseet kom til syne, og vi gik lettet ind for at se seværdigheden. En meget interessant udstilling.


Nu havde vi så nogle timer for os selv, hvor vi kunne" powershoppe" og det gik stærkt, må man sige.

Kl. 19.00 stod vi helt udmattede udenfor den hyggelige café A Fair, hvor vi skulle nyde de sidste par timer i fred og ro.
Inde på Caféen kørte musikken, og der var pænt opdækket til os. Vi mødte en meget flink tjener, der vidste os hen til vores pladser, og fik vi en velkomstdrik. Vi var fast besluttede på at få en hyggelig aften, hvor vi kunne samtale og reflektere over ugen, der var gået, vi havde jo oplevet en hel masse og derfor meget at snakke om. Men musikken var for høj, og det var svært at høre selv de nærmeste, og over bordet var det nærmest umuligt at høre noget. Det blev bedt om at få dæmpet for musikken mere end den ene gang, men uden nogle ændringer. Det var mange der opgav til sidst, at snakke sammen. Dette var ærgerligt, fordi vi ellers havde glædet os til at dele oplevelserne fra denne meget interessante studie rejse og med alt som den indebar.

Vores nationale identitet dukkede op i os, dvs. følelsen af at det som vi er vandt til hjemmefra er så dejligt og godt og trygt.
"Kultur er den komplekse helhed, der består af viden, trosretninger, kunst, moral, ret og sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder og vaner, et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund" (Edward Tyler 1871).

Her var der i hvert fald tale om kulturforskelle, i det at vi på Færøerne værdisætter behagelig og rolig musik, som er lige høj nok til at camouflere nabo bordets samtale, men meget sjældent så høj at ikke alle rundt om bordet kan deltage i samtalen. Man kan sige at vi bare var nødt til at acceptere dette fordi vi var i København, men vi sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad er formålet med musikken? Er det et afslapningsmiddel, eller et udkastningsmiddel?
Her dukkede tanker op i forbindelse med teksten vi har læst i sundhed fra bogen Kulturforskelle - kulturmøder i praksis om alle de eksempler, der i teksten bliver givet, om at det som i en kultur kan virke både godt og sundt, kan virke stik modsat i en anden kulturel sammenhæng.