Er det færøske folkefærd nogle ” Luksus dyr ”

Skrevet af:
Solveig Ryggshamar, Heidi Joensen, Eyðvør Müller og Rebekka Vestergaard MV06NF

Så skulle vi færøske studerende fra Danner Seminariet på en kulturrejse, hvor destinationen var Danmark og Italien.

Kultur er den komplekse helhed, der består af viden, trosretninger, kunst,moral, ret og sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder, vaner et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund. (Edvard Tyler)


Efter den turbulente flyvetur til det danske lavland, sætter vi benene på den kongelige jord, den kongelige jord hvorfra vi færinger altid har fået vores ”supply ” fra. Vi hungrer efter at få fingrene i det billige tøj

(Tøj og Sko, Bilka, Hennes og Mauritz, Fakta osv., på Færøerne er alt ca. 50% dyrere). Vi plejer kun at være tilskuere, da vi ser reklamerne på tv skærmen, men nu var det virkeligt sandt, vi var på live.

Vi snuser al atmosfæren ind gennem vores rene næsebor, fordi lugten af mad er alle vegne. Vores hjemland Færøerne er lige blevet valgt som nr. et af 111 øsamfund i verden, hvor turister helst vil rejse til. Det viser en undersøgelse fra National Geographic, om hvilken lande der har de reneste miljø, se Sosialurin.nr.209. (derfor den rene næse)

Vi har gennem Danmark fået stor del af vores kultur, Dronningen, vores sprog ligner også meget det danske. Men Færøerne ligger som vi ved langt fra Danmark, og flyveturen tager 2 timer, det samme som fra Danmark til Italien.
Efter to dage på Hilton hotel i København, er vi klare til at rejse videre til Italien. Vi skal være i Firenze 4 dage på hotel, hvor vi skal høre om den Italienske pædagogik Reggio Emilia. Vi skal også se os rundt i den italienske kultur by, hvor den tredje største domkirke i verden ligger. Domkirken med den udsædvanlige kuppel, Brunelleschis fantastiske kuppel som ingen kan gøre ham efter.

Den Færøske kultur viser sig.
Det første der møder os i Italien er den enorme kulde, "nej" det kan ikke passe,
vi har bare sommer tøj med, nå lige meget, det bliver nok bedre i løbet af dagen. (vi finder ud af det )
Vi glæder os til at komme ind i vores værelser og lægge os under en dejlig tyk dyne, hvornår får vi den dejlige dyne at se?? Langt om længe får vi nøglen. Nej hvad er nu det? et lagen til dyne, det må være en misforståelse? Men nej, det er det ikke. Heller ikke får vi lov til at åbne for varmen? (Vi fryser, vikingerne fra Nord Atlanten, opvokset i den barske natur.) Den første nat sov vi med tøj på og fik ekstra tæpper. Så blev det varmere.

Tilladelse til det ene og det andet !
Vi klagede over kulden på hotellet, vi kunne ikke holde varmen. Vi fik at vide, at skulle der varme på, skulle hotellet få skriftlig tilladelse fra selve borgmesteren. Det blev gjort og sådan fik vi varmen.
Nej altså, det syntes vi var underligt, sikken anderledes kultur de havde her.
Da vi skulle ud at se Firenze by, fortalte guiden os, at man skulle have tilladelse til at køre i byen, hvis man ikke boede der. Det var nogle gange hurtigere at komme frem til fods, for der var for mange biler på vejen.

Er Italienske mænd anderledes !
Efter en tur i byen føler man sig som en genstand i et udstillings vindue. Mandfolkene i butikkerne bliver påtrængende, smigrer, flirter og det fremkalder også en vis angst hos os kvindfolk. Det er virkeligt anderledes, man bliver hivet ind fra gaden for at passe tøj, du står bare
der, ude af stand til at sige noget, de kan bare det der, de Italienske mænd. Man bliver klædt på, den ene jakke efter den anden, samtidig med at du får at vide, hvor smukke øjne du har.

En aften blev vi forfulgt af nogle fyre , som vi blev lidt bange for, vi måtte ryste dem af, ved at løbe ind i en butik og vente der, endelig turde vi begive os hjemad.
På hotellet og på resturanter fik vi dejlige smil og gratis drinks af tjenere og hotelejeren. Der følte vi os som primadonnaer.

Efter flere stikpiller fra vores danske medrejsende, om vores store pengeforbrug, blev vi klare over vores forskelle. Er vi rigere end danskere? Eller Prioriterer vi bare vores penge anderledes?
Er vi nogle luksusdyr med luksusproblemer?, som ønsker at bevæge os frit ude på gaden?, tænde for varmen når vi er kolde?, eller køre en tur i byen hvis vi ønsker det?

Måske er det den færøske habitus? Det Bourdieu vil udtrykke med sit habitus begreb , er, at vi gennem vores opvækst opbygger ” noget ”, som er resultatet af vores mange forskellige erfaringer, og som styrer vores handlinger, uden at vi er det bevidst. Dette” noget” kalder Bourdieu for habitus. (Jerlang, Espen og Jesper, Socialisering og habitus s.372, 2 udgave)

"Turen går til Emilia"

Artikkel skrevet af: Gudny, Kristina og Randi

En børnehave i Firenze

Den 21/10 var vi 11 færøeske pædagogstuderende som tog på studierejse til Firenze i nord Italien, med os var også 14 danske pædagogstuderende og to danske lærere ialt 27 mennesker, netskolen som vi er tilknyttet er Jægerpris pædagogseminarie.
Vi 11 færøeske piger havde hørt om Reggio Emikia pædagogikken fra vores lærer også havde vi læst en del.
Derefter blev vi meget nysgerrige til selv at opleve Italien, da skolen så kom med tilbudet om studierejse til Firenze var vi med det samme med på ideen. Da dette er en enestående oplevelse Der kun sker en gang i livet, ville vi ikke lade dette tilbud gå forbi os. Reggio Emelia er en pædagogisk filosofiudvikling. Efter andens verdenskrig var der nogle indbyggere i Reggio Emilia som mente at børneopdragelse skulle indpodes allerede i opdragelsen. Pædagogikken i børneopdragelse er “ at miljøet er en ekstra pædagog” Så der er ikke meningen at vi skal kopiere den Italienske pædagogik men bruge de resurccer der er omkring os. Loris Malaguzzi skrev i 1993 Alle børn har bedfødte egenskaber og et potientale af enestående rigdom, kraft og kreativitet, som ikke må underkastes eller svigtes, og skulle der ske, er der rissiko for varig lidelse og forarmelse”

Dokumentation
Dokumentationsarbejde er en meget vigtig del af Reggio Emilia pædagogiske filosofi, at få pædagogerne at iværksæte et protjektarbejde. Dokumentation skal give mulighed for at give genveje og i bakspejlet “strække tiden” så der kan studeres og analyseres. Dette for at give børn , forældre, personale mulighed for at reflekere og endnu en tilgang dialog mellem børn, forældre og personale. Således at synliggøres børnenes arbejde, især over for dem selv, men også for deres familier. Børnene skal arbejde med det de synes er intrisant og vælge det de synes er intrisant.
D I B er en teori der er kommet ud af den pædagogik i fra Reggio Emilia. Den pædagogiske holdning i D I B er at børnene lærer af lyst og interesse, børnene skal mærke med hænderne hvad det er de laver, der skal være en dialog om det de laver, de skal følge hele projektet fra begyndelsen til slutningen.
Noget af det Kristina vores Italienske rejseleder fortalte os. Om morgenen sidder børnene om rundkreds, før noget sker, vi sidder og snakker, det giver tryghed, trygge børn er kreative ikke utrygge børn.
Når barnet ser på et kunstværk er de ikke passivt, men stiller spørgsmål til sig selv og til omverden, søger oplysninger, tænker over det, de forsøger at forstå, stiller sig kritisk overfor det, giver sin egen bedømmelse.
Det er vigtigt at børnene, ved hvem har lavet kunstværket, ved hans historie, og man snakker om det de ser på kunstværket, den måde er nødvendig om der skal være mulighed at forstå kunstværket. Vi prøver så vidt det er mulig at lade børnene arbejde med det kunststof de har sæt på udstillingen. Derefter lader vi børnene præsenter kunstværket frem for deres forældre og personalet i børnehaven, og andre der kommer forbi. På den måde lærer børnene at præsentere.

Engang lavede de en tegning af en mand med en meget lang hals, da gik de rundt hvor at se hvordan deres udseende så ud, om de havde en lang eller kort hals, hvordan deres næse var, om de også havde udstående ører, på den måde opdagede de deres krop.
Vi besøgte en børnehave med to stuer, de var opdelt således, i den ene stue de treårige og den anden de fireårige, der var også en vuggestue, men den besøgt vi ikke, vi var for mange fremmende mennesker, og det gjorde børnene utrygge. Det som undredes os meget var, hvor stille der var på institutionen, de sad fem seks syv børn rundt om et bord, og arbejdet med at tegne, bygge legekloster, nogen havde noget ler i hånden. Ved et af bordene rev de papir i stykker og havde hver deres krukke i hånden. Alle dem som sad ved det samme bord lavede det samme. De havde meget lidt legetøj inde på stuerne, det var mere det kreative og fantasien pædagogerne satsede på, hvad kunne de finde på ud af så lidt som muligt.

Børnene fik varm mad hver dag, den kom færdiglavet udefra. Her kan vi spørge os selv, om det ikke måtte være godt for børnene at være med i det arbejde det er at lave mad? Og savner forældrene ikke at spise varm mad sammen med børnene om aftenen? Alt har sin kultur, den her var måske deres. Det var mange ting vi kunne undres over, som ofte positiv. Det at de fik varm mad, tænkte vi, hvorfor mon de gøre på den her måde?
Alt inde i børnehaven var i børnehøjde, som her sengene hvor de mindste sover i.
Børnehavepladsen er gratis, da politikkerne mener at alle børn skal have samme ret til at gå i børnehave. Vuggestueplads er ikke gratis, og denne pris er nogenlunde det samme som i Danmark og på Færøerne.

”Et spørgsmål til os”
En pædagog til 25 børn, hvordan kan det lade sig gøre, de arbejde fra kl. 7.30- 17.30 den ene arbejde fra om morgenen til kl. 2. Den anden fra kl. 11 til de lukkede. Midt på dagen overlappede de så mens middagen stod på, da var de di to i to timer. I vuggestuen var de to pædagoger til 14 børn, hele tiden. De havde en hjælpere som gik i mellem børnehavestuerne og vuggestuen, så han havde ikke nogen af stuerne som fast tilknytning, hjælperen skulle ikke deltage i arbejdet med børnene, men hjælpe til med det praktiske. I Italien er der kun pædagogen som deltager i arbejdet med børnene, og ikke det som vi kender, ”flere ufaglærte medarbejdere”
Hilsen
Gudny, Kristina og Randi
Kilde: ”Turen går til Emilia”
Modulopgave. 8
Foto og tekst fra vores egen oplevelse

Sansevæg og neuropædagogik

Skrevet af: Emi Joensen, Bjørg Rasmussen, Sólbjørg Fríheim og Diana Jensen, MV06NF, Danner Seminariet.

Kulturmøde
September 2007
Modul 10

Hvad skal vi dog vælge! Det vi kom til var at høre om en døgninstitution for udviklingshæmmede, som arbejdede med neuropædagogik, det i sig selv var meget interessant, men på vej ind til værkstedet, som lå ved siden af, mødte vi i gangen en sansevæg, som vi alle fire pædagogstuderende faldt pladask for.

Det var i uge 38 at vi var på studietur i Danmark, vi havde mulighed for at besøge nogle institutioner og der iblandt var der en døgninstitution, som vi syntes så meget spændende ud, det var institutionen Lunden som er en døgninstitution for voksne udviklingshæmmede, hvor man arbejder med neuropædagogik.
Institutionen lå nogle kilometer fra skolen, så vi kørte derhen i vores udlejningsbil. Da vi ankom, blev vi modtaget af to pædagoger, som skulle vise os rundt og som skulle forklare os om neuropædagogik, de var godt forberedte.

Sanser: de fysiologiske reaktioner, hvormed vi fornemmer omverdenen. Fra gammel tid har man tilskrevet mennesket fem sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Senere tider har imidlertid vist, at vort sanseapparat er meget rigere udviklet.



Mennesket har således en dybdefølsomhed, der bl.a. omfatter ligevægtssansen og stillingssansen. En af de "gamle" sanser, følesansen, registrerer ikke blot tryk og berøring, men også smerte, varme og kulde. De enkelte sanser er knyttet til specielle anatomiske strukturer [1]


Fakta om neuropædagogik

Neuropædagogik er en special-pædagogisk indfaldsvinkel, der tager sit afsæt i en analyse, der fremstiller hjernens intakte funktioner og fejlfunktioner (dysfunktioner), og på den baggrund anlægger et pædagogisk tiltag, der kompenserer for dysfunktionerne og trækker på - samt søger udvikling ved hjælp af de intakte
funktioner.
Neuropædagogik bruges, når der er tale om psykologiske dysfunktioner, der skyldes neurologiske dysfunktioner (hjerneskader). Dette forhold er uden undtagelse tilfældet hos alle, der er diagnosticeret som udviklingshæmmede.
Målet med neuropædagogikken er at den hjerneskadede (udviklingshæmmede) kommer til at leve under omstændigheder (miljø, opgaver, kommunikation m.v.) der står i forhold til de ressourcer, den pågældende er i besiddelse af samt får mulighed for at udvikle og udnytte ressourcerne = vækst-og handlingsmål[2]


Vi kom ud igen og var spækket med ny information om neuropædagogik, det havde været et super godt besøg. Som dagene gik og vi fik snakket sammen omkring besøget, fandt vi ud af at sansevæggen havde gjort et stort indryk på os alle fire. Det som var fantastisk med netop denne væg, var at den var lavet af forskellige brugsting og at den lå i gangen som er tilgængelig for alle. Vi blev draget til den uden at vi i dag kan sige hvorfor, den var helt fantastisk og dog så enkel.

Vores konklusion på sådan et institutions besøg er, at man aldrig ved hvad man møder, vi havde i forvejen “kun“ tænkt at det ville være de neuropædagogiske arbejdsmetoder som ville optage os, men det var sansevæggen, som fangede vores opmærksomhed og blev diskussionen til denne artikel. Så kulturmøde, ja det har det i allerhøjeste grad været for os.

[1] Lademann Leksikon
[2] http://www.bakkedal.dk/artikler/neuro.htm

Vi kom ud igen og var spækket med ny information om neuropædagogik, det havde været et super godt besøg. Som dagene gik og vi fik snakket sammen omkring besøget, fandt vi ud af at sansevæggen havde gjort et stort indryk på os alle fire. Det som var fantastisk med netop denne væg, var at den var lavet af forskellige brugsting og at den lå i gangen som er tilgængelig for alle. Vi blev draget til den uden at vi i dag kan sige hvorfor, den var helt fantastisk og dog så enkel.



Vores konklusion på sådan et institutions besøg er, at man aldrig ved hvad man møder, vi havde i forvejen “kun“ tænkt at det ville være de neuropædagogiske arbejdsmetoder som ville optage os, men det var sansevæggen, som fangede vores opmærksomhed og blev diskussionen til denne artikel. Så kulturmøde, ja det har det i allerhøjeste grad været for os.

Cafémusikken her og der

Skrevet af Heidi, Petrina & Matilda, Net studerene på Danner.

Det som tilsyneladende skulle være en hyggelig og afslappende afslutning på vores hektiske studierejse levede ikke helt op til vores forventninger.

Efter en meget interessant og hektisk studie uge på Danner og helt fyldt op med nye indtryk, var vi endelig på vej ind til København. Her skulle vi 42 net studerende samt 2 lærere besøge Arbejdermuseet for til sidst at afslutte med et hyggeligt måltid på A Fair i det indre København, inden vi skulle til at vende næsen hjemad til Færøerne igen.

Beslutningen var på forhånd taget, om at vi ikke skulle køre helt ind til København, men hellere parkere bilen udenfor storbyen, og så tage en taxa det sidste stykke vej ind i al den hektiske trafik i centrum. Men da vi var flere biler, der fulgtes ud fra Jægerspris området, besluttede vi i sidste øjeblik, midt i en rundkørsel, at følge de andre og køre i stedet helt ind til byens hjerte. Vi har tænkt bagefter på hvor meget denne pludselige ombestemmelse ligner den typiske færing. Færøerne er kendt ude i verden som The land of maybe.
Men sådan er det hos os her på Færøerne, man er simpelthen nødt til altid at have en plan B klar, hvis nu plan A skulle mislykkes. Dette skyldes nok hovedsageligt vores omskiftelige vejr, som så smitter af på vores habitus. Dette har nok også noget at gøre med at Færinger er kendte for at være fleksible, og er dette en af vores kulturelle kapitaler, som Jerlangerne citerer Bourdieus forklaring for i socialisering og habitus, s 383.
Selve kørslen blev lidt hektisk, da vi til tider kom til at køre over rødt og skifte bane i upassende tidspunkt, for at kunne følge de andre biler. Lidt dyt fra venstre og højre måtte vi vænne os til, men med lidt held og Guds hjælp nåede vi parkeringspladsen.


Lettet over at have parkeret bilen blev vi igen påmindet, af en meget flink dansker, om at i Danmark betaler vi for parkering, hvilket vi på Færøerne ikke gør, det fik vi så også lidt tid at gå med.

Arbejdermuseet kom til syne, og vi gik lettet ind for at se seværdigheden. En meget interessant udstilling.


Nu havde vi så nogle timer for os selv, hvor vi kunne" powershoppe" og det gik stærkt, må man sige.

Kl. 19.00 stod vi helt udmattede udenfor den hyggelige café A Fair, hvor vi skulle nyde de sidste par timer i fred og ro.
Inde på Caféen kørte musikken, og der var pænt opdækket til os. Vi mødte en meget flink tjener, der vidste os hen til vores pladser, og fik vi en velkomstdrik. Vi var fast besluttede på at få en hyggelig aften, hvor vi kunne samtale og reflektere over ugen, der var gået, vi havde jo oplevet en hel masse og derfor meget at snakke om. Men musikken var for høj, og det var svært at høre selv de nærmeste, og over bordet var det nærmest umuligt at høre noget. Det blev bedt om at få dæmpet for musikken mere end den ene gang, men uden nogle ændringer. Det var mange der opgav til sidst, at snakke sammen. Dette var ærgerligt, fordi vi ellers havde glædet os til at dele oplevelserne fra denne meget interessante studie rejse og med alt som den indebar.

Vores nationale identitet dukkede op i os, dvs. følelsen af at det som vi er vandt til hjemmefra er så dejligt og godt og trygt.
"Kultur er den komplekse helhed, der består af viden, trosretninger, kunst, moral, ret og sædvaner, foruden alle de øvrige færdigheder og vaner, et menneske har tilegnet sig som medlem af et samfund" (Edward Tyler 1871).

Her var der i hvert fald tale om kulturforskelle, i det at vi på Færøerne værdisætter behagelig og rolig musik, som er lige høj nok til at camouflere nabo bordets samtale, men meget sjældent så høj at ikke alle rundt om bordet kan deltage i samtalen. Man kan sige at vi bare var nødt til at acceptere dette fordi vi var i København, men vi sidder tilbage med spørgsmålet: Hvad er formålet med musikken? Er det et afslapningsmiddel, eller et udkastningsmiddel?
Her dukkede tanker op i forbindelse med teksten vi har læst i sundhed fra bogen Kulturforskelle - kulturmøder i praksis om alle de eksempler, der i teksten bliver givet, om at det som i en kultur kan virke både godt og sundt, kan virke stik modsat i en anden kulturel sammenhæng.

Pas på cyklisterne

Skrevet af: Sigga, Ingeborg, Hansy og Olga, MV06NF, Danner seminariet 2007.

Cykler, cykler, ja so langt øje kunne se var der cykler. Vi er nemlig ved Københavns hovedbanegård.



Vi er fire pædagogstuderende fra Færøerne og er vi ikke vandt til at se så mange mennesker cykle. På Færøerne har vi ikke nogen cykle kultur, i forhold til Danmark. Det optog vores interesse, og vil vi gerne undersøge denne cykelkultur som vi her mødte. Når vores felt er det pædagogiske område, vil vi se nærmere på hvordan børn tilegner sig denne kultur.

At cykle er en glæde for de fleste børn. Det starter
allerede når børnene er helt små med cykler uden pedaler som de skubber med benene, dernæst kommer den kendte trehjulede cykel, det er nok ikke
mange børn som ikke har ejet sådan en.

Når børnene skal lære at cykle på en rigtig cykel er det ofte, en med støttehjul, som de begynder med. I de fleste institutioner er der cykler som børnene kan cykle med.


I målsætningen for institutionerne har de fleste med, at vi skal udvikle børnene grov motorisk, at holde balancen og er det en stor fordel at kunne cykle på en to hjulet cykel, da fritidshjemmene cykler meget med børnene.
Børnene lærer at begå sig i trafikken, ved at man går ture med dem og forklarer dem om færdselsreglerne. Når børnene er små er en cykel bare at stykke legetøj, vi ikke rigtigt har lært at styre, og når vi bliver ældre og har fundet balancen, glemmer vi heller aldrig glæden ved at cykle.


Det Lille Kørekort er et tilbud til børn fra 0.- 3. klasse, som går i SFO eller fritidshjem. Ved hjælp af øvelser og lege kan børnene tage et kørekort til deres cykler.
Børn i den tidlige skolealder udgør hvert år en særlig tragisk andel af dem, der mister livet i
trafikken.
Fra børnene er cirka 6 år og til de er 10 år, er de motorisk sikre nok til både at gå og cykle. Men de er stadig meget udsatte i trafikken. De er små og opfatter ikke faremomenter.


Det Lille Kørekort sætter fokus på børns trafiksikkerhed og -færdigheder,
når de er i fritidsordningen eller SFO.
Det sker gennem leg og praktiske øvelser.
Der er mange, som skal arbejde sammen for at sikre børnene i trafikken. Ud over forældre og skole kan skolefritids-ordninger (SFOer) og fritidshjem
hjælpe i børnenes træning.
www.sikkertrafik.dk/

På Færøerne er det lige som i Danmark, hvad angår læring og udvikling indenfor cykling hos
børnene i institutionerne. Alle børn som starter i første klasse, får en cykelhjelm fra Foreningen for større Færdsels Sikkerhed.
Selv om børnene i begyndelsen ikke cykler ude i trafikken, er det vigtigt at de bruger cykelhjelm fordi barnet vælter ofte, når det skal lære at holde balancen og en cykelhjelm er en god måde at forebygge alvorlige skader på.
De fleste børn ejer en cykel, men det er mere som et legetøj en et transportmiddel. Her har vi mange stejle bakker, som vi skal opad, derimod i Danmark er vejene mere lige. Vejrforholdene er anderledes på Færøerne. Her regner og blæser det meget mere, og om vinteren kan det også være sne. I Danmark har de et mere stabilt vejr.
Da vinteren er over og det begynder at blive lysere ud på aftenen begynder børnene at tage cyklerne frem igen, hvor de cykler i nærmiljøet.
Før i tiden cyklede man mere end de gør i dag, helst de børn som boede langt fra skolen, de cyklede i skole hver dag, da kunne man se flere cykler på cyklestativet uden for skolen, i dag ser man kun nogle få.
Samfundet er forandret gennem tiderne. De fleste har en bil i huset, så børnene bliver mere kørt i dag, forældrene tør ikke lade sine børn cykle i skole, fordi det er så meget trafik, vi har heller ikke nogen cykelstier i byerne som vi kan cykle på.
Det som vi oplevede i Danmark var, at vi ikke var opmærksomme på cyklestigerne. Hver gang vi stod ud af bussen eller var en gåtur, mindet vi hver anden om at se os for, om der kom nogen cykle. Det var en ny kultur for os.
I Danmark er cykling til og fra arbejde og skole en af de mest almindelige måder, at få rørt sig på i dagligdagen.

Danskerne har brugt cyklen som transportmiddel i mange årtier. Til forskel fra f.eks. USA, hvor det generelt ikke er særlig udbredt at cykle. Her er cykelstier heller ikke en selvfølge, og mange har slet ikke lært at cykle!
Danmark er et cykelvenligt land, hvor der er cykelstier de fleste steder i byerne og langs
landevejene. Det er nogle gange nemmere og hurtigere at cykle på arbejde og i skole end at køre i bil.

Danskerne cykler meget, men der kommer også flere og flere biler. Derved opstår der problemer i
forhold til sikkerheden for især de yngste cyklister. Mange af de bilister, der gør vejene usikre for børnene, er faktisk de forældre, der kører deres børn i skole. Disse forældre er med til at skabe mere biltrafik på skolevejen, og på den måde gøre vejen mere usikker for dem, der går og cykler.
Så om det er mulighed for det, så brug cykelen til og fra skole. På den måde kan man forblive sund, vågne helt op inden man træder ind i klasselokalet og samtidig være med til at gøre skolevejen mere sikker – både for de yngre elever og alle som benytter den.
www.cancer.dk/Sundskole/hvordanundgaa/motion/kulturelleforskelle/danskcykelkultur
Hver dag bliver børnene kørt på cykel til børnehave af deres forældre. På denne måde tilegner
børnene sig den cykelkultur som deres forældre har. Når dette gentager og bliver en rutine i
hverdagen, bliver det til kultur hos børnene også.
Citat Dion sommer:
Kultur kan defineres som meget komplicerede systemer af rutiner, som aktører tillægger mening.
Det sker en løbende regulering af relationer mellem individer og deres miljøer, og kultur bliver på den ene side et resultat at levende sociale processer, der skabes her og nu, og på den anden side materialiserende produkter af kommunikation i et samfund skabt på et givet tidspunkt.
(barndomspsykologi s.119)

Cykelstier medvirker til at gøre København til en af verdens hovedstæder med bedst livskvalitet, i
følge livsstilsmagasinet "Monocle".
Monocle skriver, at den gode offentlige transport, det veludviklede netværk af cykelstier, hvor man kan cykle trygt gennem byen, lufthavnen og cafékulturens dynamiske, men afslappede stil gør København til en af de bedste byer at leve i. Kilde: Berlingske Tidende 29. juni 2007, s. 4.
Litteraturliste:
Berlingske Tidende 29. juni 2007, s. 4.
Sommer, Dion, Hans Reitzels Forlag 2003, barndomspsykologi s.119
www.cancer.dk/Sundskole/hvordanundgaa/motion/kulturelleforskelle/danskcykelkultur
www.sikkertrafik.dk/

Fjordskolen- et socialpædagogisk dagbehandlingstilbud for børn,som ikke kan indgå i et traditionelt skolemiljø

Skrevet af: Elin Debes, Laila Skála Askham, Annika Vestergaard & Ingemar Johannesen klasse: MS05NF

Vi har i forbindelse med vores kulturuge været på institutionsbesøg på Fjordskolen i Holbæk. Fjordskolen er et socialpædagogisk dagbehandlingstilbud/heldagsskole for børn 7-14 år, der af forskellige årsager ikke har passet ind i denalmindelige skole. Et sådan tilbud findes ikke på Færøerne og derfor syntes vi Fjordskolen kunne være meget interessant at besøge, og fordi skolelederen, Ingvald á Kamarinum, er færing og derfor også kender færøske forhold og færøsk kultur På skolen arbejder 8 pædagoger. Nogle af de børn der går på skolen har ADHD, andre kommer fra socialt belastede hjem. Fælles for børnene og deres familier er, at de har oplevet mange nederlag og store problemer, og at mange andre tiltag er blevet prøvet uden resultat,og det er sidste udkald inden tvangsfjernelse.

Besøg på Fjordskolen skoleleder og pædagoger.
At arbejde med børn og familier der ikke har stor tillid til det offentlige system og dets medarbejdere kræver en særlig holdning og dermed en særlig kultur. Fjordskolen arbejder under folkeskoleloven, og undervisning er en selvsagt del af arbejdet.
Men børnene er ikke opdelt i klassetrin, men arbejder ud fra det niveau der passer til deres udvikling. Undervisningen foregår i et lokale der mest minder om en hyggelig opholdsstue, og det er med vilje. Disse børn har dårlige associationer med skolen, og derfor har de skabt en atmosfære der ikke minder om et skolelokale.

Familierne har som sagt ikke haft stor tillid til det offentlige system. Derfor er noget af det første personalet på Fjordskolen arbejder med, at skabe tillid og relationer mellem børn/personale, familie/personale og også mellem familie og børn. Også arbejdes der med at øge børnenes selvværd og at være ærlig, overfor hinanden og sig selv.
Forældresamarbejde er en vigtig del af arbejdet. Disse forældre har ofte følt sig set ned på, af skole og myndigheder, og det har været en meget negativ kommunikation. På Fjordskolen bliver forældrene mødt med anerkendelse og positiv kommunikation, og de ringer ikke hjem til forældrene med negativ information. Forholdet mellem barn og forældre kan også være anstrengt. Nogle af børnene har oplevet svigt fra forældrenes side, og mange konflikter. Fjordskolen arbejder også med konfliktløsning.

Mange af børnene har mange frustrationer, og kan blandt andet finde på at stikke af. Men ersonalet på skolen vælger ikke at løbe efter børnene, men heller at børnene altid ved hvor personalet er, så de kan finde tilbage. Når de er ude til aktiviteter er det ikke sådan at personalet skal følge med hvor børnene er, men at børnene altid skal se personalet. Dette skaber er mere positiv tilgang, bla fordi man ikke behøver råbe til dem hele tiden. At skabe relationer betyder for personalet at man må have hjertet med i sit arbejde. Børnene kan godt mærke hvis personalet ikke gider dem. Derfor er det vigtigt at dem der arbejder på Fjordskolen kan tage børnene helhjertet til sig. Ikke sådan at forstå at de skal tage arbejdet med hjem, men man kan heller ikke distancere sig så meget, at man ikke har nære relationer til børn og familie. Det er der ikke alle der kan,og det er også sket at personale har sagt op eller er blevet sagt op. Det er vigtigt at signalere til børnene at det man arbejder med er noget man virkelig kan lide,for det er svært at få børnene at være engageret hvis man ikke selv viser lyst, så det gælder også om at bruge personalens interesser. F.eks. er sejlsport skolelederens store passion,og han sejler meget med børnene,der også får lov til at prøve sig selv af. Det gælder om at give børnene succeoplevelser, så de føler at de kan noget,og dermed øges deres selvværd.

På Færøerne har vi ikke et lignende skoletilbud, selv om der i den færøske folkeskolelov er mulighed for det. Ikke fordi vi ikke har denne slags børn eller forældre. Disse børn er i den almindelige folkeskole, indtil problemerne er så store, at skolen ikke kan magte dem mere, og situationen er gået fuldstændig i hårdknude. Da der ikke er noget alternativ,(udover specialskolen for multihandikappede, autister,børn med down syndrom, døve,blinde... forsøger man at holde disse børn i skolen så længe som muligt, til stor frustration for alle. I forb. med en debataften på Færøerne nov. 2006 om adfærdsvanskelige elever,var Ingvald á Kamarinum en af deltagerne i panelet. Her anbefaldede han, at disse elever bliver taget ud af skolen, og at man i stedet opretter et skoletilbud der ligner Fjordskolen. Han siger også i en senere artikkel, at den mulighed man før havde, med at disse unge blev taget ud af skolen for at komme i lære, ikke længere eksisterer, for de håndværksmæssige fag er i dag blevet så boglige, at disse unge også her falder igennem.

Det er ikke altid lige nemt at finde ud af hvad man skal gøre af disse børn. De senere år er det blevet almindeligt at henvise dem til specialtilbud, fordi de ikke passer ind i samfundet.
Men if. Giddens er det vi som individer der skaber samfundet. Ved at komme i specialklasse/skole bliver de segregeret. Her arbejder man med at re-integrere børnene i det almindelige skolesystem. Der mangler dog dokumenterede resultater af de opdragelsesprocesser der er i segregerede miljøer, og der mangler forskningsbaseret viden om de resultater og effekter man kan opnå. Dette skyldes, at ressourserne er så få, at man tvinges til at antage at segregation er den bedste måde at hjælpe på 8.
Før kunne man være anderledes uden at have problemer, men i dag har man problemer fordi man er anderledes. Det ser ud til at vi her på Færøerne i øjeblikket er i et tomrum mellem to stadier, hvor der ikke er nogen til at gribe dem der falder igennem.

Et besøg på børnehjemmet “ Birkebo”.

Af: Joan, Oddvør, Diana á Skúr og Guðrið. Mv06nf

Efter at vi har været på besøg på børnehjemmet “ Birkebo”, har vi fået et nærmere indblik i deres kultur, hvordan deres pædagogiske arbejde er tilrettelagt, idet det også er et område som vi alle i gruppen var helt ukendte med. Her vil vi sige, at vores syn angående børnehjem er rykket til en mere forståelse af, hvad der ligger i arbejdet rundt om disse udsatte børn. Noget vi har diskuteret og også snakket meget om, er at selv om vi har love, som vi skal forholde os til som personale, er det meget svært og krævende, når vores arbejde ikke når ud til dem, som virkelig trænger den.
Birkebo er en institution, som er stiftet af Grevinde Danner fonden. Grevinde Danner grundlagde institutionen, med den begrundelse, at den skulle tage vare på de børn, som havde brug for støtte og vejledning, til at være et aktivt individ i samfundet.

Børnehjemmets historie fortæller om Grevinde Danners ønske om at Jægerspris Slot og gods,efter hendes død skulle være en stiftelse til ”gavn for fattige og efterladte piger”

Institutionen er et observations og akut anbringelses sted. Den modtager børn i alderen 6–18 år. Børnene kan modtages døgnet rundt, mens der bliver udarbejdet et redskab, til at de kan få den rette behandling. Institutionen observerer børnene, dette foregår fra 2–3 mdr. minimum. Observationen er både pædagogisk, psykologisk og diagnosticering af barnets faglige niveau. Dette således at barnet og de behandlingsinstitutioner som skal behandle barnet, får det bedste redskab til at behandle barnet.
Den pædagogiske arbejdsindsats, som bliver ydet på Birkebo, er struktureret, og er også lagt sådan til rette, at det hjemlige og det spontane, også er med i det daglige arbejde.
Torsdag morgen kl. 09.00 ankom vi 10 studerende ind på Birkebo. Ude i den lyse gang, modtog lederen os, mens andre medhjælpere var i gang med de daglige sysler. I køkkenet var der dejlig hygge, og indtrykket var meget positivt. Vi fik rundvisning i afdelingen nedenunder, og fik set et almindeligt pigeværelse og så det værelse som altid skal stå parat, til akutte tilfælde. Værelserne var lyse og inventaret var almindeligt, og der var en positiv atmosfære. Fik at vide at vi skulle op i tredje etage, for at få information og at vi kunne stille spørgsmål.

På anden etage, var der også værelser og også her var køkken og spisekrog. Børnene havde mulighed for at gå imellem etagerne, og børnene var i alderen fra 8 – 18 år.
Vi blev vist ind i et lokale, hvor der stod et stort bord dækket med kaffe og kager, og fik vi en følelse af at vi var velkomne. Lederen, begyndte at fortælle med sin rolige stemme, om institutionen, om deres indbyrdes arbejde, som viste sig at være ret krævende, da de fleste børn der er anbragt på Birkebo har haft en meget hård start på livet, og har det haft store følger, som gør det svært for børnene at tilknytte sig og have tillid til voksne.
Det pædagogiske arbejde blev tilrettelagt, med henblik på at vise respekt og omsorg. At barnet følte, at det kunne stole på de voksne. Til institutionen var der psykolog og en psykiatriafdeling, som også skolen og Hjortholm benyttede. Samarbejdet imellem disse instanser var nødvendigt, både når ovennævnte tilfælde skulle bearbejdes, og også når andre dele i observationen skulle gennemarbejdes.
Lederen gjorde os også bekendte med, hvordan institutionen blev drevet økonomisk, og praktisk, og hvordan personale fordelingen var. Der var kun faglærte pædagoger, og på skift havde man - et døgn vakt. Dvs. at man var tilknyttet institutionen et døgn.
Dette var for at udskiftningen af personale ikke skulle være for stort igennem dagen. For at alle skulle være orienterede om dagens forløb, var der hver morgen møde, hvor dagens og nattens forløb blev gennemgået. Idet der hele tiden kunne opstå uventede situationer, og for at personalet altid skulle have mulighed for at snakke om døgnets forløb, blev der brugt supervision, om dette var brug for.
Forstanderen fortalte om en 13 årig pige, som var anbragt på institutionen. Hun havde et stort alkoholforbrug, som gjorde at hun for enhver pris, både med hensyn til penge og ved brug af sin egen krop, ville gøre det muligt at få fat på spiritus. Hendes udskejelser i byen, gjorde hende ude af stand at overholde institutionens regler.
Dette medførte tit, at personalet måtte ud i byen at lede efter hende, ofte uden held. Men ved at efterlyse hende og kontakte politiet, kunne de med fælles hjælp finde hende, ofte i dårlig tilstand.
Dette kunne tit have dårlig indflydelse på de andre børn på institutionen, som tit medførte uroligheder. I serviceloven kap 7 § 199, dokumenteres at pigen har ret til sine lommepenge, og det vil sige, at de ikke har ret til at beslaglægge pigens penge, selv om de er klare over at hun ville bruge pengene på alkohol, og andet forbrug. Da dette er en åben institution, var personalets opgave at overtale pigen til at komme tilbage. Idet kommunen ikke havde andre tilbud til pigen, var det frustrerende for personalet at se og følge pigen. Børnene, som kommer på institutionen er jo kun til observation, og skal videre anbefales i behandling, men her var der ikke noget tilbud. Dette var et eksempel om en bruger, som lederen fortalte os om, og som gjorde et stort indtryk på os alle.

Da pigen ikke var i stand til at tage vare på sig selv, og alene at have ansvaret for de midler, som hun lovmæssigt havde ret til, havde personalet ingen anden mulighed end, at vise hende deres omsorg og respekt. Da de ikke kunne give hende udgangsforbud, var der ikke andre muligheder end at overtale hende til at komme tilbage.
Gennem dette forløb har lederen forklaret på en positiv måde om institutionen, og om personalets arbejde. Men bag hans fortælling kunne vi mærke en vis fortvivlelse over at være vidne til pigens skæbne.
I bogen Socialisering af Jerlang og Jerlang s. 305, står der: " At kulturelle problemer i dag indgår med en betydelig større vægt end før i tiden. Det handler således ikke kun om dårlige materielle vilkår, men i høj grad om dårlig social og kulturel integration.
Da institutionen kun er til observation og ikke til behandling, var det ikke muligt for dem at give hende et tilfredsstillende tilbud. Det at der ikke var et tilbud til denne mindreårige pige, og at kommunen ikke kunne tilbyde et mere konkret behandlingstilbud, et behandlingstilbud, som samfundet skulle kunne tilbyde hende, var meget frustrerende.

Forskelligheder- fritidshjem og daginstitutioner

Artikkel skrevet af: Elspa Petersen, Guðrið Dam og Hansy Mouritsen
Dannerseminariet, ms05nf

Fra nord atlanten med høje grønne fjelde og nationalistisk kærlighed til kulturen og øerne, til de fine opdelte kornmarker med rum til forskelligheder. Definationen om ordet kultur, er lige så forskellig og mange, som det er av forskellige kulturer.
” Problemet er, at et ord, som kan bruges til at beskrive så mange forskellige ting, også må betyde forskellige ting.” (T.H.Eriksen 2003, s. 36)
At komme til Jægerspris med en holdning og forventning af, at “Danmark er et frit land” uden stramme regler, oplevede vi i daginstitutionerne som vi besøgte, et “kulturchok” om man kan udtrykke det sådan. Det var en dagsorden med en masse regler og love at indordne sig efter i det daglige arbejde, så som læreplaner og dokumentation. Vi oplevede et synligt, gennemført og struktureret arbejde. Børnehaverne var dog meget forskellige angående hvordan det pædagogiske arbejde var synligt.
Pædagogerne var meget angagerede og villige til at forklare og fortælle om visioner og mål, og var det også vel organiseret på årsplan, hvordan man pædagogisk skulle sætte dagsorden. Her vil vi tilføje at man på Færeøerne, ikke rigtigt er kommet dertil, at man har et overblik over hvordan man skal organisere og planlægge et år fremover. Også det at bruge ressourserne ude fra. Her mener vi angagerede forældre som er i forældregrupper o.l. Men dog er hensigten med børnehaver på Færøerne, ikke anderledes end børnehaver i Danmark. Der er ingen fritidshjem på Færøerne, men vi har SFO
Ørnevang Fritidshjem er normeret til 70 børn, fordelt på forskelige tidspunkter af dagen. Fritidshjemmet er integreret for børn i alderen 6 år og op til 14 år. Fritidshjemme har også tilbud til børn med diagnoser, de har aktiviteter sammen med de andre børn som kommer i Ørnevangen. Børnene som kommer i Ørnevangen er fra alle sosiale spekter. § 12 kap. 4. 1 Optagelse uden betingelser
Fritidshjemmet er opdelt i værksteder, og kan børnene vælge sig ind på forskellige værkstederne. Der arbejdes også med prosjekter, forslagene til prosjekter bliver hængt op på tavlen til information til de andre og er børnene selv med til at bestemme hvad emnet skal være. Da ikke alle kan læse skal informationen tegnes, og der udfra kan børnene så vælge sig ind på emner.
Ørnevangen er inspireret af metoden Reggio Emilia, som de startede med i 1995. og om de har nået metoden optimalt ved de ikke , men de vil hele tiden arbejde frem imod for at blive bedre.Uden at kunne definere hvad en færdig Reggio Emilia metode er.
Reggio Emilia er et center for pædagogisk tænkning og praksis, som gennemstrømmes af kulturelle værdier, hvilket igen gør daginstitionerne til sociale og politiske arenaer. (artikkel: hvad er Reggio? Af Carlina Rinaldi og Peter Moss.)
I Plant et værksted kap. 19 s. 210-214 beskrives der også om organiserede værksteder og som har samme fremgangsmåde som Reggio Emilia.
Der lægges vægt på barnetes selvstændighed i de forskellige værksteder som de frit vælger, uden de voksnes evige overvågning og kontrol.
Børnehuset Bakkegården og Rengbuen er to institutioner tæt ved siden af hinanden.
Bakkegården er en institution normeret til 45 børnehavebørn 3-6 år og 11 vuggestuebørn 0-2 (3) år.
Regnbuen kontra Bakkegården er en integreret institution som er normeret til 55 børn i alderen 0-6 år, delt op i tre grupper. De yngste børnene er omkring 18-20 måneder, og har én fast “base”, hvor de er til dagligt, og kaldes “spirene”. Så er der børn fra 3 års alderen opdelt i to grupper “spillopperne” og “papegøjerne. Regnbuen arbejder hovedsagelig med teater,og med H.C Andersen børnehistorier hovedsagelig, med de voksne som aktører. De mener at børnene lærer meget af se de voksne, hvordan deres præsintation af historien bliver levende gjort, så børnene kan leve sig ind i rollene og senere i kroger evt. lege de forskellige historier.
I Bakkegården har de et synligt pædagogiskt arbejde, godt gennemført, stabilt med “en rød tråd” gennem børnenes forløb i institutionen. Børnene har den samme kontakt person alle børnehave årene, således at de pædagogiske mål opnås hen ad vejen. Børnene er opdelt i grupper, alt efter alder og udviklingsniveau, når det er pædagogiske aktiviteter. Her er den samme pædagog som følger aldersgruppen alle tre årene.
På grund af kommune sammenlæggning, og sparinger, er institutionerne hindret i deres læreplaner som er pålagt dem fra myndighederne, og derfor havde de lagt sig som mål at gennemføre sprogudvikling og krop og bævegelse som højeste prioritet § 8 stk. 3-4
Noget serligt ved disse institutioner er at de sammarbejder, men har fuldstændigt hver sine hensigter med det pædagogiske arbejde, i institutionen. Lige nøjagtig hvilket sammarbejde blev ikke nævnt, uden når de er sammen med børnegrupper i et naturmiljø som hedder Fasangården, som har en fast ansat, kun til de natur akiviteter som skoven har at tilbyde. § 8 kap. 2 Stk. 5. Dette ville være et godt projekt her på Færøerne. Vi har jo naturen næsten uden for dørene rundt om i forskellige institutioner. Men ofte mangler man intiativ for at få gjort forskeligt i naturen. Også pågrund af vejret.
Bakkegården, Ørnevangen kontra Regnbuen har som mål, at arbejde med organisering, struktur, regler, tradtioner som overordnede mål i daginstitutionen.
Det som overrasker os var at Bakkegården, imod deres ønske, ingen invandrer børn har. I modsætning af Regnbuen og Ørnevangen. Ikke fordi Bakkegården selv have valgt dem fra, men fordi invandrerne valgte andre institutioner- hvorfor??
I vores diskussion efter at have læst artikelen om: Integration og forældresamarbejde i daginstitutiner (socialkritik 69/2000 af Else Kirk) som beskriver blandt andet, forskellige forældres udtalelser om, den oplevelse af at være i et fremmed land, hvordan de skal lære at bygge tillid til det som sker i børnehaver og mere, og om integration, er vi kommet til den konklusion, at forældrene måske vælger institutioner hvor der er flere af samme oprindelse. At man får en følelse af at “her trives mange forskelligheder” Det at man kan genkende éns egne kulturelle normer og værdiger.
Vi i gruppen som færinge, kan genkende mønstret igen, at vi er søgende efter at mødes med vores egen kultur i andre lande. Vi har Færingeforeninger mange steder rundt i Danmark og i andre lande. Her er man sammen om det man har til fælles samt at man også er forskellig
F.eks når vi er i eget hjemland, er vi kun bekendte med et skævt smil, men i udlandet er vi bedste venner, med godt kendskab til familie. Når man er i udlandet, har man måske mere plads til forskeligheder end i sit eget hjemland??? Har vi en større tolerance over for hinanden når man er væk fra hjemmelige omgivelser?? Er dette en global kulturel følelse??

Granbohus Jægerspris

Artikel skrevet af Gunhild Waag Arge , Ingrid Fuglø og Marjun Petersen, MS05NF. Net studerende Danner.

”Det frie liv”

Aflastningshjem for udviklingshæmmede
Og mennesker med Autisme

Struktur og billeder, var noget der fangede vores opmærksomhed.

Hvorfor billeder ? Hvorfor struktur ?

Vores konklusion af dette institutionsbesøg er at det var et sted hvor alle involverede kunne få noget godt ud af opholdet.

Efter at have spist morgenmad, tager vi vejen igennem skoven op til institutionen,
det er ca. 2o min. gang, når vi har gået 10 minutter stopper en bus foran os, og spørger om vi skal til Skovriddergården, han skal samme vej, han er nemlig pedel der, han spørger om vi har lyst at køre med, det siger vi ja tak til. Denne episode minder os lige med det samme om vores egne kultur på Færøerne.

En dame står i døren, og byder os velkommen, hun viser os ind i en stue, hvor der er dækket bord med kaffe og kager. Vi følte os hjertelig velkommen,
Vi fik en meget god og grundig forklaring, både hvordan strukturen var hvordan det hele begyndte for 50 år siden i Fredensborg.

Fredensborg Kommunes ferie- og aflastningstilbud til hjemmeboende børn, unge og voksne med vidtgående fysisk- og/eller psykisk handicap i henhold til servicelovens § 52 stk. 3, nr. 5 i § 67 regi og § 84 stk.1.
Granbohus er fysisk placeret på to matrikler i henholdsvis Fredensborg og Jægerspris

Familieaflastningen
Hjemmepasningen
Hometraining
Ledsagerordningen

Granbohus er repræsenteret i det Internationale aflastningsnetværk (ISBA).Et internationalt netværk hvis formål er, at udbrede viden om og kendskab til god praksis i ferie- og
aflastningstilbud til personer med handicap.

De unge kommer kl. 13- 16 om eftermiddagen og er der til næste morgen, da de bliver kørt i skole/ arbejde, de kan komme 2 døgn om ugen og en week-end om måneden.
Der bliver meget gjort ud af de hjemlige aktiviteter, så som cykling, hoppepuder, balancegang, playstation, tv, boldspil og andre bordspil både inden og - udendørs.

De har delt det sådan op, at de brugere som passer sammen, er på aflastning samtidig, og de møder altid det samme personale.
De har også tilbud i weekenderne. Alt deres arbejde er ligesom teamwork, de har efter bedste evne prøvet på at sætte de mennesker sammen som klarer at være sammen og har samme interesse.
De har en fast weekend de er på aflastning, f. eks hver sidste weekend i måneden da er den gruppe og det personale sammen, f. eks er det en gruppe som er meget interesseret i fodbold, så tager de en bustur, og ser på en spændende fodboldkamp.
Og en anden gruppe har en anden interesse, så arbejder de ud fra det. Bruger og personale har samme interesse i disse tilfælde, det må vel være en ønskedrøm for alle mennesker at kunne arbejde med det der har ens interesse. De har meget gode resultater, og brugerne og pårørende er meget glade for ordningen.
Det der er vigtigt for alt dette arbejde er at disse børn/unge har det så hjemligt/ hyggeligt og afslappende i de timer de opholder sig på aflastningshjemmet.
Efter at vi havde lyttet til denne dame mens hun fortalte om hvorledes de arbejdede og hvordan institutionens struktur var , fik vi en rundvisning.
Det første som man så var billeder af personale, brugere og hvad de forskellige skulle til at lave denne dag, alt var oplyst i billeder, genkendelige billeder, hele vejen rundt var billeder, særligt lagde vi mærke til når vi kom ind i autisme - afdelingen hvor tegnede fødder var der hvor skoene skulle stå. Vi fik en snak om alt det med billederne, og som hun sagde så var det noget de havde taget til sig fra dette område med (autisme). Det havde meget stor betydning for alle mennesker ikke kun at høre hvad de skulle men de blev styrket i det der blev sagt ved at se hvad de skulle, og dermed meget meget mindre konflikter, det var noget som var bevidst og derfor var man gået over til at visualisere så meget som muligt.

Det vi sad tilbage med var , kan det virkelig være så godt som det lyder. Vi kan så vise til videnscenter for autisme, der har lavet flere undersøgelser af visuel forudsigelighed.
” Den stærke må tilpasse sig: Et spørgsmål om hensyn. En person med autisme har vanskeligt ved at skabe mening og sammenhæng i sit liv. Derfor bør hjælpen til dette have førsteprioritet. De der ikke kan føle tryghed, vil bruge en masse energi på at forsøge at finde den. I mellemtiden vil de ikke være i stand til at nyde de mere enkle ting i livet.”(Peeters Theo, Autisme, s.40 Fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis, videnscenter for autisme, 2.udgave, 1. oplag, 1999.)

Her kan vi så sige at Skovriddergården har taget kampen op med myndighederne, for at få struktureret og forudsigelig gjort institutionen, til gavn for menneskene som kommer der, så de kan nyde de mere enkle ting i livet, og som en medarbejder der sagde, det visuelle er også godt for personalet, både når det galt medicin og andre hverdagslige gøremål.
Hvad skal den pædagogiske kultur repræsentere? Er det ikke den teoretiske forståelse omsat i praksis?
Skal den pædagogiske kultur tage alt til sig som forskningen komme frem til? Eller hvad skal forskningen til om den pædagogiske kultur ikke tør udfordres af den?
Eller vi kan vende det om, den pædagogiske praksis, omsættes til teori, og igen til praksis?

På Færøerne kender vi også til visuelle hjælpemidler og strukturering, men skal de her hjælpemidler bruges slavisk, eller som tilskud i dagligdag?
Vi fik i hvert fald interesse for denne arbejdsplads, så vi afsluttede med at spørge om spændende om det bliver til virkelighed vi kunne komme som ferieafløser til sommeren, og det fik vi lov til , så det bliver.

Vores kulturmøde med Skovriddergården

Artikel skrevet af June Jónsveinsdóttir, Marion Leifsdóttir og Elin Mikkelsen, MS05NF, Dannerseminariet.

Vores besøg på Skovriddergården, blev et møde med en anden kultur i den danske kultur. Da vi som færøske studerende, kommer til Danmark lægger vi mærke til mange forskelligheder og ligheder som er mellem Færøerne og Danmark.
Kultur kan opfattes på mange forskellige måder, men den kultur vi vil lægge vægt på i denne opgave, er den kultur der er på Skovriddergården, som vi besøgte.

Skovriddergården er et aflastningshjem for børn og voksne.
Formålet med aflastning er at støtte familien, så barnet/den unge kan blive boende i hjemmet, så længe det er rigtigt for barnet/den unge og den øvrige familie. Målsætning som ferie- og aflastningstilbud er at give familier mulighed for et pusterum, give børnene mulighed for at komme ud, få oplevelser, legekammerater, m.m. og de unge/voksne mulighed for samme samt skabe netværk. Aflastning er et frirum for brugeren.

For at forklare nærmere om hvad der opfattes som kultur i en institution f.eks kan vi også foklare det som " måden man er på i Skovriddergården" eller deres arbejdsforhold, tilbud til beboerne og alt muligt andet som foregår på Skovriddergården. Det er de menneskeskabte forhold, kan man også sige. Kulturen er her en sammenblanding af bl.a.servicelovens § 52 stk.3, nr.5 i § 67 regi og § 84. stk.1. og samtidig også en leders og personales ressourcer og evne til at skabe et miljø, som beboerne kan trives i. De pårørende har selvfølgelig også en betydning i denne kultur, så man kan sige at det er lige så omfattende at snakke om en kultur i en institution, som at snakke om andre kulturer, f.eks en stor virksomhed eller måske en skole.

Man kan lade sig inspirere af andre kulturer. Ved at iagttage hvordan andre mennesker, på forskellige institutioner tilrettelægger deres arbejde f. eks, kan man både lære nye måder at løse en opgave på, eller man kan selvfølgelig også nogle gange opleve negative ting, som man ikke vil tage til sig. I Skovriddergården var personalet blevet inspirerede af Skovlyst, som ligger ved siden af Skovriddergården, og er et tilbud til børn og unge med autisme.

Ved social kapital tænkes på summen af de eksisterende og potentielle ressourcer, den enkelte eller en gruppe har til rådigihed i kraft af deres stabile relationer og mere eller mindre anerkendte forbindelser, dvs. netværk.(Socialisering og habitus, Espen Jerlang . Jesper Jerlang ) 2. udgave side 383.
Da vi besøgte Skovriddergården, fik vi en rundvisning af et af personalet, og samtidig fik vi også en forklaring på, hvordan de på institutionen havde skiftet arbejdsstrukturen ud, for at forbedre forholdene for beboerne. Hun fortalte at de før i tiden havde en helt anden måde at strukturere dagligdagen, men den fungerede ikke hensigtsmæssigt, hvis man skulle se det ud fra beboernes trivsel og heller ikke særlig godt for de ansatte.
Idéen kom fra den nærliggende institution for børn og unge med autisme som før nævnt hedder Skovlyst. Der arbejdes meget struktureret og planlægningen af dagligdagen er meget nøje tilpasset brugerne. For at forklare nærmere, vil det sige, at det drejede sig om en total forandring både for personale, brugere og pårørende.Vi fik forklaret, hvordan denne forandring, fuldstændig vendte op og ned på især de pårørendes situation, når deres børn skulle ind til aflastning. Fra at være forældrenes valg/ ønske om valgte dage, præsis hvornår de skulle bruges, blev det derimod institutionen der skulle bestemme dagene. Det ville give mulighed for en helt anden form for planlægning af hvordan institutionens tilbud til brugerne, med ønske om at det skulle forbedre brugernes situation, når de var til avlastning. I den nye struktur blev der faste grupper af brugere til fast personale, dvs. at det altid var de samme mennesker som mødtes til de dage, som var afsat til dem, på denne måden får de også flere venner. Derudover fik brugernes grupper identitet i form at at de henholdsvis hedder " Livsnyderne" " fodboldklubben" og andre slags benævnelser, som tilkendegiver deres interesser.

Vi kan udfra vores besøg erfare, at det er meget godt for disse mennesker at komme ud på Skovriddergården, både for dem selv og deres familie. Der tænker vi på at vi i vores modul 7 var inde på i en undervisning i Torshavn, at et menneske med handikap har så få arenaer, og derfor er det godt at de kan være sammen med andre mennesker end deres familie. Og alle har ret til at være sammen med nogen, de føler sig normale sammen med.

Det er lidt svært for os som ikke kender til aflastning, at sige, hvad der er godt eller skidt, men den ordning de her kører med på Skovriddergården viste sig at fungere godt, dog ikke helt uden problemer. Det var meget svært for de pårørende lige pludselig at skulle få at vide hvornår de fik aflastning og ikke være dem der sagde, hvornår de ønskede det. Men efter det viste det sig, at omgangskredsen, venner og bekendte, lagde planer efter, hvornår de pårørende havde aflastning, og nu føler forældrene det som positivt, og at de møder forståelse fra omverdenen.

Lever Grevinden videre?

Artikel skrevet af : Unni Joensen, Helen Olsen, Ruth Fjallsá og Lilliane Svøðstein. mv06nf

Ser man på Dannerseminariet, bærer det præg af Grevindes kultur, dvs. at stiftelsens ånd har tendens til at leve videre.

Det er den 14.sept. kl. er 6.00 og det er en stærk storm på Færøerne. Mv06nf er på vej til Danmark til en kulturuge på Danner Seminariet i Jægerspris.
Det er overskyet denne fredagsmorgen, så man kan ikke se det ellers så specielle landskab, som oppefra, mest ligner et kludetæppe.

Ankomsten til Jægerspris slot, står i stor kontrast til København, hvor det meste af dagen blev brugt til shopping på Strøget og i store shoppingcentre.

I Jægerspris var det meget fredeligt. De store gamle bygninger og parken som er rammen om Danner Seminariet, vidner om en gammel tid, med en lige så gammel og levende historie.
Historien præger i meget høj grad kulturen på det meget moderne seminarium endnu i dag, snart 50 år efter man begyndte at undervise på Danner Seminariet. Før man går i dybden med kulturen på Danner, ville det måske være en idé at komme lidt nærmere på ordet kultur og dets betydning.

Begrebet kultur:
Hvad er kultur? Kultur er modsat af natur. Mennesket har et naturligt behov og er det først et spørgsmål om kultur, da man kikker på hvad der bliver spist og hvordan. Kultur er noget man bliver socialiseret i for at kunne tilpasse sig i den gruppe man opvokser i, da kulturen er præget af normer.

Hvad er det der gør, at begrebet kultur i denne globaliserings tid forsat er noget vi hæfter os ved ? I nogle tilfælde har kulturen forandret sig markant.
Med den stadig stigende kommunikations teknologi bliver det lettere og lettere for hver generation at skabe sig et billede af verden og hvilke normer der er i den og derfor er det lettere at klippe den oprindelige kultur over. Man kan næsten vælge (shoppe sig til) hvad og hvilken kultur man vil tilhøre. I dagens Kina har det vist sig at, i fjerne landsbyer har man adgang til internettet og dette har medført at den yngre generation ikke har lyst til at leve i den kultur som er i landsbyen, men vælger at flytte til byen - de har, kan man sige, gjort sig et forarbejde i hvad der er i vente inde i byen og måske bliver overgangen ikke så svær.

Grevinde Danner:
For at lyse oprindelsen af Danner kulturen er der nødvendigt at vende blikket tilbage til Grevinde Danner, Kong Frederik den VII´s kone, som var folkslig og blev gift til kong Frederik´s venstre hånd.
Grevinde Danner kom fra et fattigt borgerligt hjem, hendes historie kan læses her: http://www.kongfrederik.dk/main.asp?me=137&sc=11
Grevinden var målrettet, det kan man se i det, hun har fået udrettet, i en tid hvor piger fra almuen havde ringe omstændigheder til at etablere sig. Og om man kigger på folkets reaktion da kongen skulle vies til Louise Rasmusen, senere Grevinde Danner har det ikke været nogen let opgave for hende.
Hendes tanker og handlinger har været meget langsigtede.
Ser man på Dannerseminariet, bærer det præg af Grevindens kultur, dvs. at stiftelsens ånd har tendens til at leve videre og alt som har med Jægerspris Slot at gøre er en levning fra Grevinde Danner.

Seminariet:
Historien om Danner som et seminarium for pædagoger begyndte da Bestyrelsesmedlem Hal Koch og forstander Alma Andersen gik op til kontorchef Holger Horsten i socialministeriet i 1954 og kort efter blev den første rektor på seminariet H.C. Rasmussen. udpeget. Imidlerlertid varede det 4 år, før staten havde pengene til starten på en børneforsorgs-seminarium. Så man begyndte ikke at undervise før i 1958.
I dag tilbyder Danner seminariet forskellige muligheder for uddannelsen til pædagog som nu har titlen " professionsbachelor".
Der er ca. 500 studerende, fordelt på ordinær uddannelse, merit- og åben uddannelse og delvise net- uddannelser. I en artikel i Fjordbyerne lokal avis den 18.juli 2007, står at der er nu ca. 300 studerende på nettet - og seminariet er formentlig den største udbyder af pædagoguddannelse over nettet i Danmark.

Efter en hel kulturuge på Danner Seminariet, har man fået smagsprøve af dens kultur. Da kan man ikke komme uden om vores gode gamle veninde Fru Danner og hendes tilværelse og ånd som man endnu i dag kan mærke over slotsgården. Og det er selvfølgelig gennem de mange fortællinger om hendes fortid og det som hun startede op som Grevinden af Stiftelsen i Jægerspris. De mange forskellige historier, f.eks. om at hun endnu besøger slottet og at det nemlig er livs farligt at træde på græsset med statuen ....osv. Hendes fortid er endnu en stor del af Danner Seminariets kultur i dag, og hvorfor mon?

Hvorfor er det så vigtigt at beholde hendes historie som en slags mormor for seminariet? Kan man sammenligne det som Fru Danner startede op, med hvad den er blevet til i dag.
Er det en bevidst overførsel, altså når vi tænker på historien, hvordan det hele begyndte? Hvordan man oplærte piger til at blive tjenestepiger, hvor man nu har et ønske om at danne gode pædagoger, som vi alle ved har kvinder som flertal.

Kilder:
Fjordbyerne lokal avis den 18. juli 2007

Flyttning fra et land til et annet

Artikel skrevet af Linda Hammer, MS05NF, Dannerseminariet.

I januar 2006 hadde en norsk/færøysk familie på 6 stk bestemt seg for å flytte fra Færøyene til Norge. Fra en stor fiskeby (Klaksvik) med ca 5000 innbyggere til en liten fiskebygd (Berlevåg) med ca 1100 innbyggere. De hadde bodd i Norge før, men da med 2 barn og i Oslo.
Foreldrene tenkte mye på hvordan trivselen hos de elste barna ville bli. For det er ikke lett å rive ungdommer i tenårene vekk fra alt som de har integrert seg i og sosialisert seg i. Det er ikke enkelt å skifte arenaer fra et land til et annet, spesielt da kulturlivet er så forskjellig.

Familien består nå av far og mor som har faste jobber i samfunnet. Barna er gutt 15 år, jente 13 år, jente 8 år og gutt 6 år. Mor er norsk og far er færøysk.
Moren fikk et stort kulturmøte etter å ha bodd på færøyene i 8 år. Far syntes at kulturlivet her var enormt, og at det kunne bli en utfordring å sette seg inn i det.

Litt om barna:
Gutten på 5 år (nåværende tidspunkt 6 år) skulle begynne på skolen i 1. klasse. Han var ikke flink til å utrykke seg på norsk, men forstod norsk veldig godt. Hadde gått i barnehage siden han var 3 år.
Jenta på 7 år (nåværende tidspunkt 8 år) skulle begynne i andre klasse etter det norske systemet. Etter det færøyske systemet skulle hun ha begynt i 1. klasse hvis hun hadde bodd på færøyene. Dvs at hun hopper over ett klassetrinn nå som hun bor i Norge. Hun kunne utrykke seg og gjøre seg litt forstått på norsk, men hun forstår det meste som blir sagt. Hun har gått i barnehage siden hun var 2 år.
Jenta på 12 år (nåværende tidspunkt 13 år) Skulle gå fra 5. klasse og opp til 7. klasse. Språklig sett så skulle det ikke være noe problem. Hun forstår alt, og klarer å gjøre seg forstått muntlig, men ikke så bra skriftlig.
Gutten på 14 år (nåværende tidspunkt 15 år) skulle gå fra 7. klasse og opp til 9. klasse. Språkligsett ville det ikke være noe problem, og heller ikke skriftlig sett. (kommer kanskje av at han har bodd i norge før, fra hans fødsel og frem til han var 6 år.)
På Færøyene ble de to elste mobbet veldig mye på skolen, og det var ikke bare av medelevene, men også lærerene. Og det ble ikke gjort så mye med det. Det er noe de bærer preg av.

Når det gjelder de fysiske forhold har vi flere ulike arenaer for forestillinger og aktiviteter:
Det rike kulturlivet de møtte fikk barna til å utforske nye arenaer. Personligheten deres kom mere frem. Kanskje fordi her fikk de tilbudt fritidsaktiviteter som gav noe tilbake til barnas interesseer. Her er det barne/ungdomsteater, barneklubb for små og store. Idrett på flere områder som fotball, vollyball, badminton, styrketrening og magedans. De har også paintbal og crosssykler til fritiden for ungdommen. Er du musikalsk så kan du være med i skolemusikken, ta deg en tur ned på musikkskolen/ kulturskolen for å lære deg å spille et instrument. Selv om familien kom fra en stor by og til en liten bygd, så var det et stort møte med kulturlivet.

I boken “ børn og familie i det postmoderne samfund” side 21 står det: “En forudsætning, for at en person skal kunne føle seg integreret er at personen kan genkende sig selv i den sociale helhed, vedkommende indgår i, og at personen accepteres som den, han eller hun er, i sit livsmiljø, i samfundet- ellers kan personen heller ikke oppleve dette samfund som sit.”

Som vi alle vet er menneske et sosialt væsen, dvs at det vil gjerne ha sosialomgang med det og de som er rundt seg. Dvs igjen at for de voksne er det naboer, familie, venner og arbeidskammerater. Og for ungdommene/ barna er det skolen, barnehagen, fritidsklubben, sporten osv... som er et viktig og betydningsfullt nettverk.
I Berlevåg er de opptatt av at barna som vokser opp her får et nært forhold til egen og andres kultur, slik at de kan utvikle identitet. Kulturell kompetanse vil positivt kunne påvirke alle barnas evne til kreativitet, medansvar, empati og deltakelse i samfunnet.


Intervju med de to elste barna:
De syntes færøyene var et godt land å bo i. Her var det mye å kunne være med til. Spesielt på fritiden. Selv om fritiden var der til mange aktiviteter, brukte de tiden på venner. Aktivitetene var ikke så opplyst som her. Mange av aktivitetene som foregikk i Klaksvik var mest opplyst innenfor den menigheten du gikk i. Så de som ikke hadde noen fast menighet å gå i, fikk ikke opplyst alt, og ikke fikk de alltid vite noe heller. Her synes de at opplysningene er tilrette lagt slik at alle får vite det. Noen ganger får de papirer på skolen om det. Hvis barna skulle ha flyttet tilbake til færøyene ville de ha tatt med seg noe fra kulturen her. De ville begge ha hatt med seg de nye vennene sine, og alle de fritidsaktivitetene de er i gang med her. Begge to sa at det er tryggere her i dette lille bygde samfunnet, enn hva det var i storbyen Klaksvik.

Da barn er kommet i en bestemt alder, så er det vondt og vanskelig å bryte opp fra det samfunn og de gode vennene som man har fått. Det er vanskelig å kunne integrere seg i et nytt samfunn, nytt språk, nye venner og ny skole.

Møte på skolen:
Etter noen uker fikk foreldrene et brev om at de var invitert til et møte på skolen ang. Barnas skolestart. På møte fikk de hilse på lærerene som skulle ha de to yngste barna. De ble informert om at det skulle komme en tolk/ støttepedagog og som var færøysk. Det var en kvinne som hadde bodd på plassen i ca 13 år. Hun var godt integrert her, og hadde en god sosial omgangskrets. Foreldrene ble informert om at tolken skulle være mest inne hos gutten, for han trengte det mest. Men hun skulle veksle mellom 1. og 2. klasse. Foreldrene ble informert om at skolen jobbet veldig mye med at alle skulle få være den de er, ha sin egen identitet. Skolen jobber mye med mobbing, og det var en veldig trygg informasjon å få, som foreldrene kunne bringe videre til barna. Og spesielt da til de to elste barna.

I dag:
I dag har barna funnet seg selv i samfunnet. De har flere arenaer som de kan utvikle seg på. Og foreldrene ser at de har vokst mye, og da spesielt de to elste. De er tryggere på seg selv, og finner selv løsninger på problemmer.

I boken “Introduktion til pedagogisk teori og praksis” s. 39 står det hva kulturelle aktiviteter kan gi. Det står fire punkter som disse fire barna har fått igjennom skolen og fritidsaktiviteter.
I samme bok står det på side 32, og jeg siterer: “ Der eksisterer en myte om, at alt er muligt i livet, alle fremtidsønsker kan opfyldes, samtidig med at unges liv er strukturert og planlagt til minste detalje.”
Slik er det i Berlevåg for disse ungdommene som vokser opp her. Ting blir lagt til rette slik at kunnskapen og det sosiale på alle arenaer kan fastholdes.

Færinger og Danskere er ikke indvandrere i hinandens land.

Skrevet af: Eyð Persson, Sóleyð Joensen, Katrin Poulsen og Jørgin Olsen (MS05NF)

Færinger på studierejse i Danmark. Vi har fået bemærkninger om hvorfor valget faldt på Danmark, da deres forhold jo ligner vores så meget. Deres og vores blev der sagt, hvilket allerede giver lyd af forskel, altså må disse findes.

Men hvem er dem og vi, der har deres og vores forhold? Jo, danskere og færinger, men hvorledes ser vi på hinanden da vore kulturer mødes? Hvem/hvad er en færing i Danmark egentlig? En dansker, færing eller indvandrer? Eller omvendt er en dansker på Færøerne en indvandrer? Nej således kan det vel ikke siges, vi har jo samme statsborgerskab og en indvandrer i et samfund er vel en del af minoriteten. En dansker på Færøerne eller en færing i Danmark er da en del af majoriteten, eller?

Vi slår ordet ”indvandre” op i Dansk - Færøsk ordbog for at udelukke at vi er hinandens indvandrere. Men… der fremgår det at en indvandrer er en der flytter til et andet land. Ups. Af denne definition, forsætter spørgsmålene, flytter en færing til et andet land da han flytter til Danmark, jo for han er vel ikke i sit hjemland, men vi har alligevel samme statsborgerskab.

Definitioner på hvem/hvad en indvandrer er, varierer alt efter hvem der definerer. Disse tanker og spørgsmål har undret og ledt os frem til, at vi på studierejsen valgte at se nærmere på hvilken definition den menige dansker/færing har, ud fra hvorledes færinger bliver mødt eller opfattet i Danmark og ikke mindst hvorledes færinger selv føler sig i Danmark. Og omvendt hvorledes danskere bliver mødt eller opfattet på Færøerne og hvorledes de selv føler sig på Færøerne.

Foruden at iagttage vores egen modtagelse på studieturen, foretog vi interviews med danskere på gaden hvor nogle var af anden etnicitet. Vi har også hjemme på Færøerne interviewet danskere bosiddende her, samt færinger bosiddende i Danmark. Færingerne var alle enige i at de hverken følte sig som, ej hellere var modtaget som indvandrere i Danmark, det samme var også gældende for svarene vi fik af danskerne på Færøerne.

Ud fra dette kan vi konkludere, at hverken danskere eller færinger føler sig som indvandrere i hinandens land. Følelsen af at være flyttet til et andet land er til stede, ikke i form af at man er fremmed, men mere det at man er væk hjemme fra. Som en dansker sagde, at færing bliver man aldrig, selv om man føler sig som en. Det samme resultat gør sig gældende hos færinger der er flyttet til Danmark.

Sproget har også en stor betydning ad begge veje, men vil dog altid være en barriere da man flytter til et andet land. I forholdet mellem Danmark og Færøerne, bliver sproget måske mere en barriere for danskeren der ikke forstår færøsk, i forhold til færingen der forstår og taler dansk. Det at færinger kan forstå det danske sprog, kan medføre at danskeren nødvendigvis ikke har behov for at lære det færøske sprog, og derfor sprogligt kommer til at skille sig fra mængden.

Der kom i interviewene også andre kommentarer frem, fx. syntes en dansker at man på Færøerne har følelsen af, at færinger ser dem som rette færinger da de kan sproget og spiser den færøske mad. Hvor der fra færingernes side forekommer bemærkninger fra danskere, om de homoseksuelles omstændigheder på Færøerne, eller i form af Danmarks bloktilskud til det færøske samfund.

En forudsætning, for at en dansker eller en færing skal kunne føle sig integreret i hinandens samfund er derfor, at de trods af forskellighederne kan genkende sig selv i den sociale helhed, og at man accepteres som den man er, uanset om man er på Færøerne eller Danmark.

Pilehaven -en integrered institution

Artikel skrevet af Eyðvør Egholm, Súsan Tavsen, Eyðbjørg Hansen og Nancy Selfoss, Danner seminariet, MS05NF Gruppe 1.

En fortælling om livet i en daginstitution…….
Solen skinner, himlen er blå og et par vattede, snehvide skyer driver
langsomt forbi.
Luften er klar og frisk, vinteren er vist på vej…..
I det solgule lys ligger den dejligste have, - en børnehave!
Det vrimler med børn og voksne.
Små og store børn, små og store voksne! ( Virksomhedsplanen)

Artiklen er udarbejdet efter et besøg i Pilehaven. Pilehaven syntes at være en velfungerende institution, vi følte os velkomne og blev vist rundt af en meget engageret leder, der havde hjertet med i sit arbejde.
Pilehaven er en integreret institution for børn fra 0 til 6 år. Institutionen er opdelt i to afdelinger. I den ene afdeling er det tre stuer, to stuer for 0-2 årige og en stue for 2-3 årige. I den anden afdelingen de 3-6 årige. Pilehaven er normeret til 29 vuggestuebørn og 43 børnehavebørn. Det er 15 fast ansatte medarbejder inkl. køkkenassistent, leder og souschef.
Pilehavens udeareal er 7000 Kvadratmeter.


En pædagogisk ”fortælling”:
I Pilehaven er værdierne definernet som: Omsorg, tryghed, åbenhed, tillid, respekt, tolerance, gensidighed, troværddighed og loyalitet.
I Pilehaven optræder de voksne som stedfortræder for forældrene, det vil sige at de dækker børnenes behov for tryghed og nærhed.
Medarbejderne arbejder udfra at de kender børnenes behov og udvikling, men de står ved at de er de voksne som går foran og viser vej.
Vision for Pilehaven er at være på omdrejningshøjde med samfundesudviklingen og gribe de bolde der er i luften.
At arbejde med anerkendende relationer i Pilehaven betyder at:
· Jeg rummer dig, som du er.
· Jeg vil dig.
· Jeg anerkender, at du føler det, du gør.
· Jeg vil hjælpe dig med at finde vej, - så du kan være dig selv.
· Jeg vil hjælpe dig at finde vej, - så du kan være sammen med andre.
Alle skal føle sig set, hørt og forstået. ( Virksomhedsplanen)

Pilehaven i praksis:
Årsplanen for Pilehaven er udarbejdet efter årets temaer, trationer og aktiviteter.
F. eks Februar vinter: Fastalavn: masker, fastelavnris, fastelavnsboller, fastelavnssange, udklædning, teater, ansigtsmaling, dukketeater, fastelavnsfest.
Juni sommer: Vi laver sanktahans-heks, vand, sand, sæbebobler, vindmøller, skaller, lim og sand, hyldeblomstsaft, heksejagt, sjaskevogn, bålmad, farvelfest for skolebegynderne, fødselsdagfest den 1. juni.
Pilehaven har en åbningstid fra 6.30 til 17.15, dog fredag 6.30 til 16.30. Trods den lange åbningstid og at en stor del af børnene er på institutionen så lang tid, var der roligt og man kunne godt fornæmme at der blev arbejdet med struktur.

Pædagogiske principper:
Pilehavens pædagogiske principper blev vedtaget af forældrebestyrelsen nov. 2004.
I dialog med forældrene skal der skabes et trygt og anerkendende miljø, hvor barnets udvikling fremmes, således at barnet føler sig værdifuldt og kan blive i stand til at mestre livet og færdes i verden. ( Virksomhedsplanen)
Ud fra den pædagogiske læreplan i serviceloven har Pilehaven valgt at følge disse tre temaer:
1. Kulturelle uttryksformer og værdier
2. Barnets alsidige og personlige udvikling
3. Natur og naturfænomener.

Kulturforskellen:
Vi er blevet facineret og inspireret af Pilehaven. Trods nedskæringer og det at der bliver stillet større krav til medarbejderne, har de formået at udarbejde en virksomhedsplan som medtager alle krav fra serviceloven.
På Færøerne har vi også en lov for daginstitutioner, som vi skal arbejde ud fra. For nylig er der vedtaget at vi skal udarbejde en virksomhedsplan, og det bliver spændende at vide om vi bliver lige så gode at arbejde efter en struktureret virksomhedsplan.
I Pilehaven har de en plan for hver måned, hvad der er planen at lave, uanset vejr er de ude det meste af sommerhalvåret. Der bliver ofte sagt at det ikke er vejret der skal styre om vi er ude med børnene eller ej, vi skal blot være påklædt efter omstændighederne, men det bliver vi nødt til, selv om det er sommer kan vi godt forvente både storm og regn. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at tage på tur med børnene i stormvejr, hvor de næsten ikke kan gå.
I de institutioner vi arbejder, må vi altid have en plan B, måske har vi planlagt en heldagstur, men når dagen kommer er vejret så dårligt at vi ikke kan tage afsted, men så finder vi på noget andet, måske en bagedag.
En anden forskel mellem de institutioner vi kender er åbningstiderne. Der er åbent fra 7.15 0g 7.30 til 17.15 og 17.30, det er ikke mange af børnene i vores institutioner der har en dag på 10 timer, de fleste er omkring 8 timer, og der er megen spredning i opmødningstiderne, derved bliver dagen måske lidt mindre struktureret, og det skaber mere uro.