onsdag den 17. oktober 2007

Granbohus Jægerspris

Artikel skrevet af Gunhild Waag Arge , Ingrid Fuglø og Marjun Petersen, MS05NF. Net studerende Danner.


”Det frie liv”

Aflastningshjem for udviklingshæmmede
Og mennesker med Autisme
Struktur og billeder, var noget der fangede vores opmærksomhed.

Hvorfor billeder ? Hvorfor struktur ?

Vores konklusion af dette institutionsbesøg er at det var et sted hvor alle involverede kunne få noget godt ud af opholdet.

Efter at have spist morgenmad, tager vi vejen igennem skoven op til institutionen,
det er ca. 2o min. gang, når vi har gået 10 minutter stopper en bus foran os, og spørger om vi skal til Skovriddergården, han skal samme vej, han er nemlig pedel der, han spørger om vi har lyst at køre med, det siger vi ja tak til. Denne episode minder os lige med det samme om vores egne kultur på Færøerne.




En dame står i døren, og byder os velkommen, hun viser os ind i en stue, hvor der er dækket bord med kaffe og kager. Vi følte os hjertelig velkommen,
Vi fik en meget god og grundig forklaring, både hvordan strukturen var hvordan det hele begyndte for 50 år siden i Fredensborg.

Fredensborg Kommunes ferie- og aflastningstilbud til hjemmeboende børn, unge og voksne med vidtgående fysisk- og/eller psykisk handicap i henhold til servicelovens § 52 stk. 3, nr. 5 i § 67 regi og § 84 stk.1.
Granbohus er fysisk placeret på to matrikler i henholdsvis Fredensborg og Jægerspris


Familieaflastningen
Hjemmepasningen
Hometraining
Ledsagerordningen

Granbohus er repræsenteret i det Internationale aflastningsnetværk (ISBA).Et internationalt netværk hvis formål er, at udbrede viden om og kendskab til god praksis i ferie- og
aflastningstilbud til personer med handicap.

De unge kommer kl. 13- 16 om eftermiddagen og er der til næste morgen, da de bliver kørt i skole/ arbejde, de kan komme 2 døgn om ugen og en week-end om måneden.
Der bliver meget gjort ud af de hjemlige aktiviteter, så som cykling, hoppepuder, balancegang, playstation, tv, boldspil og andre bordspil både inden og - udendørs.


De har delt det sådan op, at de brugere som passer sammen, er på aflastning samtidig, og de møder altid det samme personale.
De har også tilbud i weekenderne. Alt deres arbejde er ligesom teamwork, de har efter bedste evne prøvet på at sætte de mennesker sammen som klarer at være sammen og har samme interesse.
De har en fast weekend de er på aflastning, f. eks hver sidste weekend i måneden da er den gruppe og det personale sammen, f. eks er det en gruppe som er meget interesseret i fodbold, så tager de en bustur, og ser på en spændende fodboldkamp.
Og en anden gruppe har en anden interesse, så arbejder de ud fra det. Bruger og personale har samme interesse i disse tilfælde, det må vel være en ønskedrøm for alle mennesker at kunne arbejde med det der har ens interesse. De har meget gode resultater, og brugerne og pårørende er meget glade for ordningen.
Det der er vigtigt for alt dette arbejde er at disse børn/unge har det så hjemligt/ hyggeligt og afslappende i de timer de opholder sig på aflastningshjemmet.
Efter at vi havde lyttet til denne dame mens hun fortalte om hvorledes de arbejdede og hvordan institutionens struktur var , fik vi en rundvisning.
Det første som man så var billeder af personale, brugere og hvad de forskellige skulle til at lave denne dag, alt var oplyst i billeder, genkendelige billeder, hele vejen rundt var billeder, særligt lagde vi mærke til når vi kom ind i autisme - afdelingen hvor tegnede fødder var der hvor skoene skulle stå. Vi fik en snak om alt det med billederne, og som hun sagde så var det noget de havde taget til sig fra dette område med (autisme). Det havde meget stor betydning for alle mennesker ikke kun at høre hvad de skulle men de blev styrket i det der blev sagt ved at se hvad de skulle, og dermed meget meget mindre konflikter, det var noget som var bevidst og derfor var man gået over til at visualisere så meget som muligt.

Det vi sad tilbage med var , kan det virkelig være så godt som det lyder. Vi kan så vise til videnscenter for autisme, der har lavet flere undersøgelser af visuel forudsigelighed.
Den stærke må tilpasse sig: Et spørgsmål om hensyn. En person med autisme har vanskeligt ved at skabe mening og sammenhæng i sit liv. Derfor bør hjælpen til dette have førsteprioritet. De der ikke kan føle tryghed, vil bruge en masse energi på at forsøge at finde den. I mellemtiden vil de ikke være i stand til at nyde de mere enkle ting i livet.”(Peeters Theo, Autisme, s.40 Fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis, videnscenter for autisme, 2.udgave, 1. oplag, 1999.)

Her kan vi så sige at Skovriddergården har taget kampen op med myndighederne, for at få struktureret og forudsigelig gjort institutionen, til gavn for menneskene som kommer der, så de kan nyde de mere enkle ting i livet, og som en medarbejder der sagde, det visuelle er også godt for personalet, både når det galt medicin og andre hverdagslige gøremål.
Hvad skal den pædagogiske kultur repræsentere? Er det ikke den teoretiske forståelse omsat i praksis?
Skal den pædagogiske kultur tage alt til sig som forskningen komme frem til? Eller hvad skal forskningen til om den pædagogiske kultur ikke tør udfordres af den?
Eller vi kan vende det om, den pædagogiske praksis, omsættes til teori, og igen til praksis?

På Færøerne kender vi også til visuelle hjælpemidler og strukturering, men skal de her hjælpemidler bruges slavisk, eller som tilskud i dagligdag?
Vi fik i hvert fald interesse for denne arbejdsplads, så vi afsluttede med at spørge om spændende om det bliver til virkelighed vi kunne komme som ferieafløser til sommeren, og det fik vi lov til , så det bliver.

Ingen kommentarer: